De nye OTA solmüsli

Den nye OTA solmüsli / solmusliDen nye OTA solmüsli solmusliDen nye OTA solmüsli / solmusli

Der er for nylig kommet to nye produkter på markedet fra OTA, nemlig disse to varianter af solmüsli, og jeg har fået lov at testsmage dem. Jeg har set flere bloggere og Instagram-brugere være meget positive omkring disse produkter, men jeg må indrømme at jeg ikke er særligt begejstret.

Helt ærligt, hvor svært kan det være at lave en lækker müsli uden at tilsætte sukker eller benytte andre mærkværdige og unødvendige tilsætningsstoffer? Vi skriver trods alt 2013. Efter min mening kan det være fuldstændig ligegyldigt hvor højt fiberindholdet er eller hvor stor en procentdel der er fuldkorn hvis der i ingredienslisten indgår både sukker, glukosesirup, bygmalt, majsstivelse, ascorbyl palmitat, tocoperol etc. Jeg synes næsten det er en joke at der står på pakken “Vi har taget det bedste vi har og tilsat kerner og bær.” Hmm, hvis dét er det bedste I har…

Måske er det bare mig der er særligt skeptisk over for sukker og andre tilsætningsstoffer, men det er da mit indtryk at flere og flere forbrugere foretrækker naturlige produkter uden tilsat sukker. Hvis OTA havde lanceret to nye produkter som kun bestod af naturlige råvarer er jeg sikker på de ville appellere til flere og tilmed skille sig ud fra mange af deres konkurrenter. Det ærger mig at der ikke er flere firmaer der har mod på at lave morgenmadsprodukter som efterkommer et stigende ønske om naturlige ingredienser og nul sukker. Jeg synes det er lidt paradoksalt at man promoverer produkterne med ord som “uden at gå på kompromis med sundhed”, “hvor kun det bedste er godt nok”, “vi vil gerne være fortalere for en god og sund start på dagen” når ingredienslisten ser ud som den gør. Jeg siger ikke at OTA solmüsli er et forfærdeligt produkt, slet ikke, men jeg undrer mig bare over, hvorfor der ikke snart kommer nogle nye morgenmadsprodukter der ikke kun fokuserer på fiber- og fuldkornsindhold, men som tager skridtet videre og dropper sukker og tilsætningsstoffer. Desuden er det super nemt at lave sin egen müsli, så hvis producenterne ikke vil overhales indenom må de altså oppe sig lidt.

Er der nogle af jer der har smagt produkterne eller har en helt anden holdning?

Müslierne er modtaget som gave.

Translation: I just received these two new mueslis from the Danish brand OTA and to begin with I was quite excited to try them out. However, when I looked at the ingredient list I was not impressed. Pretty disappointed actually. How difficult can it be to make a delicious and healthy muesli without sugar or other kind of food additives?

19 Replies to “De nye OTA solmüsli”

  1. Kunne ikke være mere enig!
    Jeg bliver også altid så harm, når jeg falder over et produkt der promoverer sig selv som sundt, og så det er smæk fyldt med sukker eller andre former for *oser – ØV altså…
    Vi er faktisk nogle der prøver at undgå sukker.

    1. Christine Bonde says: Svar

      Jeg har egentlig ikke noget imod at OTA beskriver deres produkt som sundt, for det er det måske for nogle og det er jo op til den enkelte at vurdere hvorvidt man er enig, men jeg forstår ikke at man ikke prøver at bryde den vane med at morgenmadsprodukter partout skal indeholde sukker… Øv!

  2. Enig. Jeg havde også håbet på et produkt uden alt det sukker…

    1. Christine Bonde says: Svar

      Nemlig! Øv… Eftersom det var et splinternyt produkt havde jeg virkelig håbet på at det var væsentligt bedre eller anderledes end det man kan købe i forvejen.

  3. Helt enig. Jeg har også undret mig. Tak for en god blog:)

    1. Christine Bonde says: Svar

      Tak fordi du følger med! :-)

  4. Jeg er helt enig og jeg har faktisk tænkt op til flere gange hvorfor ingen fortalte hvad der var i, men bare viste billeder af forsiden med en kommentar om at det smagte godt. Jeg havde nemlig en fornemmelse om at der var sukker i, især i den med jordbær og branflakes.

    1. Christine Bonde says: Svar

      Nemlig! Det var også det første jeg spurgte om da jeg blev tilbudt at testsmage produktet, men jeg fik bare svaret: “Den er ristet i lidt Sirup (hvilket svarer til ½ te-skefuld, så det er bestemt en müsli, der holder sig indenfor både Nøglehulsmærket og Fuldkornsmærket. Derudover indeholder den ekstra mange fibre og fuldkorn: Det er med andre ord et rigtig sundt produkt, som matcher de allerbedste på markedet.” Det stemmer jo ikke heeeelt overens med det der står i ingredienslisten.

  5. TAK Christine for at bringe det indlæg og den holdning til det!! Jeg var mildest talt lidt måbende over at talrige andre sundhedsbloggere bare lovpriste produktet, når jeg faktisk uden at have set ingredienslisten vidste der både ville være sukker og tilsætningssstoffer i! Så tak fordi du altid stiller dig kritisk

    1. Christine Bonde says: Svar

      Altså jeg må jo nok indrømme at jeg er lidt af en nørd, så jeg læser ALTID ingredienslisten ligegyldigt hvilket produkt det er, men jeg gør det ISÆR når mærkaterne på produktet fremhæver visse positive aspekter som ofte kan være misvisende. At der f.eks. står “rig på fibre”, “82% fuldkorn” eller andet i den stil kan slet ikke overbevise mig om at det er et godt produkt. Jeg vil vide præcis hvad de putter i. Ingredienslisten er den jeg stoler mest på.

  6. TAK for dette indlæg Christine!! Det var tiltrængt… Synes det har været en smule dobbelmoralsk, med alle de bloggere som skriver og “dyrker” sundhed med at spise så “rent” som muligt, så gladeligt tager imod disse produkter, som jo tydeligvis indeholder ting, som man ikke ville finde i en god hjemmelavet müsli. :-) Fred være med at der er sukker i, her tænker jeg mere på alle de ting, som er i for holdbarheden og konsistensen skyld. Godt du stiller dig kritisk, og ikke bare roser produktet, fordi du har fået det!

    Knus Jonna // byjohna.dk

    1. Christine Bonde says: Svar

      Jeg giver dig fuldstændig ret. Jeg har endnu ikke set nogen rose produktet til skyerne og fremhæve det som værende super sundt, men omvendt har jeg heller ikke set nogen forholde sig kritisk – og det synes jeg er en skam særligt i dette tilfælde, for det er da fristende at tro at OTA solmüsli er et megasundt produkt når de promoverer det ved at fokusere så meget på det høje fiber- og fuldkornsindhold.

    2. Jeg kommer lige med en kommentar her til Jonna og Jannie, da jeg er uenig i deres iagttagelse af andre bloggere. Jeg har heller ikke set nogen skamrose produkterne, faktisk ikke en eneste. Jeg har kun set folk skrive de har modtaget produkterne og ser frem til at teste dem, hvilket i og for sig er fair nok. Sådan er det jo som blogger. Vi har selv anvendt dem i en hjemmelavet proteinbar herhjemme og produktet er også helt fint til vores behov. Vi dyrker så heller ikke hverken clean-eating eller naturlige råvarer 100 % (hvorfor vi også både anvender proteinpulver og proteinbarer ind i mellem), og derfor jeg synes det er helt okay at bruge deres produkter til madlavning, da det jo smager godt :) Så længe man ikke brander dem som “naturlig”, “sund” osv., er der jo intet i det.

      Problemet er dog, hvis nogen begyndte at skrive om det som værende 100 % sundt. Men så igen, sundhed defineres af den enkelte, og for nogen er den her jo sikkert et godt alternativ til deres normale morgenmad, hvor det for andre ikke er. Men godt indlæg og godt du forholder dig kritisk. Jeg er dog slet ikke lige så kritisk i henhold til min mad, men det er også et helt bevidst valg. Jeg spiser nemlig hverken clean, 100 % sundt eller naturligt, men derimod i overvejende grad sundt med plads til udskejelser, og derfor kan ovenstående produkt sagtens indgå som min weekendhygge snack :)

  7. Søde Christine. Indlæg som dette er virkelig en af grundene til at jeg elsker at følge din blog. Jeg elsker at du altid stiller dig kritisk og ikke hopper i med begge ben, så snart man får tilbudt et nyt produkt – jeg mener dog også at vi to inden for vores profession generelt er nødt til at forholde os mere kritiske end andre.

    Dermed vil jeg også gerne give Danica ret i det hun skriver. Vi skal alle huske på at sundhed er så individuelt fra person til person og derfor finder nogle dette produkt sundere end det de i forvejen spiser, mens andre finder det mere usundt end det de er vant til at spise :-)

    Men rigtig godt indlæg og skønt med billeder af ingredienslisten, så du kan illustrere det for dine læsere. :-D

    1. Christine Bonde says: Svar

      Tak, det er dejligt du sætter pris på min ærlighed ;-) Og ja, selvom vi får en masse god baggrundsviden fra vores uddannelse skal man altid være kritisk – også over for det materiale man bliver præsenteret for på studiet.
      Mit indlæg handler ikke om hvorvidt jeg synes det er et sundt produkt eller ej, for det er der selvfølgelig delte meninger om. I øvrigt har jeg den holdning at intet er sundt i sig selv – det kommer an på hvad man ser det i forhold til. Indlægget handler i virkeligheden om min undren over for de nye produkter der kommer på markedet lige nu. Det overrasker mig at der ikke snart sker noget nyt i forhold til de ingredienser og råvarer man bruger! Og så handler det også lidt om at mærkater som “højt proteinindhold”, “rig på fibre”, “masser af fuldkorn” og lignende efter min mening kan være totalt misvisende.

  8. Er fuldstændig enig! Ud med sukkeret i vores daglige kost … Hvad skal dét der? :/

    1. Christine Bonde says: Svar

      Jeg synes bare det er mærkeligt at man synes det er nødvendigt at tilsætte sukker i en müsli hvor der er i forvejen er frugt som søder. Helt ærligt, det er jo kun fordi forbrugerne er vant til den søde smag i morgenmadsprodukter at man tilsætter alt det stads. Hvis man endelig vil have en sødere smag kan man da bruge en anden løsning eller lade det være op til forbrugeren selv at “krydre” med ekstra frugt, honning eller lignende.

  9. Tak fordi du gør opmærksom på det, især når OTA solgryn promoverer sig selv som vildt sundt og fit på diverse blogs…..

    1. Christine Bonde says: Svar

      Jeg lader det være op til den enkelte at vurdere hvorvidt det er et sundt produkt, men jeg undrer mig som sagt bare over brugen af sukker og tilsætningsstoffer. Det er da positivt at der er fokus på fuldkorns- og fiberindhold, men det er der i forvejen så mange andre producenter der har, så hvorfor ikke også kigge lidt på resten af ingredienslisten? :-)

Skriv et svar