Noget om snyd, etik og troværdighed

noget-om-snyd-etik-og-trovaerdighed-1-1

At dømme ud fra overskriften kan man nok allerede fornemme, at det her ikke bliver et af de allermest positive indlæg. Til gengæld er det et indlæg som jeg (desværre) synes der er brug for. Jeg er nået til et punkt hvor jeg simpelthen føler jeg er nødt til at tage emnet op. Det er blandt andet i en situation som denne, at jeg sætter stor pris på at have en blog. En kanal, en platform, et medie hvor jeg har en stemme, og hvorfra jeg kan kommunikere mine holdninger ud til en masse mennesker. Det er da et privilegium. Og alligevel er det faktisk ikke rart at skulle skrive det her indlæg. Jeg vil nemlig ikke hænge nogen ud eller medvirke til at sprede negativitet, men samtidig synes jeg det er på tide, at der er nogen som åbner op for emnet i forsøget på at få lidt retfærdighed og ærlighed tilbage.

Snyd på madblogs?

Jeg bliver mere og mere seriøs omkring min blog og især den del der består i at udvikle opskrifter, fotografere og style. Det er hårdt arbejde og utroligt tidskrævende, men jeg elsker det jeg laver. Det skyldes især at der i Danmark er et stort madbloggerunivers fuld af dygtige, passionerede og hårdtarbejdende mennesker som løfter og inspirerer hinanden på den bedst tænkelige kollegiale facon. Derfor går det mig på når jeg opdager, at der er nogen som simpelthen ikke har rent mel i posen – nogen som udnytter andre folks hårde arbejde eller på anden vis springer over hvor gærdet er lavest fordi de ikke laver deres eget indhold. Det er muligvis naivt at tro at den slags ikke sker, men derfor gør det mig stadig virkelig ked af det, især fordi det bliver gjort på så uærlig og snu en måde.

Tyveri & et dilemma

Det er så vidt jeg ved ikke en udbredt tendens i madbloggerbranchen, men jeg har nu gentagne gange opdaget flere former for snyd hos den samme blogger. Lad os kalde vedkommende for A. Det bliver gjort på flere måder, og omfanget af snyd spænder fra at være uetisk til at være dybt ulovligt. At bruge billeder fra andre blogs uden at have fået tilladelse er direkte tyveri og brud på ophavsretten, og det er bare ét eksempel på hvordan A snyder ikke kun sine læsere men også ejerne af billederne. Jeg har som sagt set det flere gange, og det stiller mig i lidt af et dilemma.

Hvad gør man hvis man opdager én der stjæler? Hvis man ikke har noget som helst med situationen at gøre, og det i øvrigt ikke påvirker én negativt? Skal man sige noget? Skal man blande sig udenom? Jeg gider ikke være detektiv eller rende rundt og holde øje med om folk nu opfører sig ordentligt, og det at A snyder går i princippet heller ikke ud over mig. Alligevel synes jeg at der burde være mere retfærdighed til. Jeg har før været udsat for at mine billeder er blevet brugt uden min tilladelse, og selvom det måske “bare” drejer sig om et billede af en kage, er det utroligt krænkende. Jeg ville i hvert fald være taknemlig over at blive gjort opmærksom på, hvis mine billeder blev misbrugt. For at være helt ærlig bliver jeg vildt irriteret når A får massevis af roser for sine smukke billeder, når jeg ved at de reelt set tilhører en anden. Problemet er også at billede og opskrift ikke stemmer overens, hvilket gør at læserne bliver snydt til at tro at de kan opnå et lignende resultat. Det er så frustrerende fordi jeg ikke føler jeg kan gøre noget som helst ved det.

Stock photos og uoriginalt indhold

Et andet aspekt er brugen af stock photos (billeder man kan købe rettighederne til og anvende som var de ens egne), som jeg allerede har skrevet lidt om i et tidligere indlæg. Der er intet ulovligt i det, men jeg synes stadig det er en form for snyd, fordi billedet ikke stammer fra opskriften, og fordi billedet ikke er originalt. I min bog er det bare ikke særligt etisk, i hvert fald ikke hvis det ikke fremgår klart nogen steder.

Ville du ikke føle dig snydt, hvis jeg sagde at mine billeder var nogen jeg havde købt mig til? Hvis jeg sagde at mine opskrifter var opdigtede fordi de skulle passe til et billede jeg ikke selv havde taget? Hvis jeg sagde at integritet var en mærkesag for mig men faktisk stjal fra andre mennesker?

Jeg synes simpelthen det er så utroværdigt, dobbeltmoralsk og bare helt igennem dårlig stil. Det er snyd over for læserne, og det er respektløst over for andre bloggere, som bruger masser af tid og kræfter på at udvikle opskrifter, tage billeder og producere gennemarbejdet, originalt indhold. Jeg får helt lyst til at lave et separat indlæg omkring hvad det egentlig indebærer at udvikle en opskrift, for jeg tror det er de færreste der har begreb om, hvor omfattende en proces det er. Efter min mening er det ikke kun læsere og bloggerkollegaer det går ud over. Samtidig kan eventuelle samarbejdspartnere blive lokket til under falske forudsætninger, fordi de, at dømme ud fra det eksisterende indhold, har en forventning til kvaliteten af billederne som muligvis ikke kan blive indfriet.

Jeg er måske naiv fordi jeg håber og tror på at det kan stoppes. Måske skal jeg bare acceptere, at der er nogen som driver forretning på den her måde. Noget der efter min mening gør det hele værre er jo netop at det for A er en forretning. Noget der er penge i. Noget der udnyttes kommercielt. Jeg synes simpelthen det er så usmageligt at man kan få succes på baggrund af en løgn.

Til sidst vil jeg gerne lige understrege det igen: Min intention med det her indlæg er at få problemet italesat og åbne op for en seriøs og konstruktiv debat i en god tone.

Hvad tænker I? Er det noget I har bemærket? Hvad synes I jeg kan gøre i den her situation?

Christine_bottom_2

BLACK FRIDAY – overforbrug og grådighed?

black-friday-overforbrug-og-graadighed-1

I morgen går det løs. Vanvittige tilbud, prisnedsættelser, rabatkoder og udsalg og muligvis den største handelsdag i landet. En festdag for dem der gerne vil spare penge, men samtidig også en shoppedag der virkelig frister og giver anledning til overforbrug.

Overforbrug? Måske.

Jeg har indtryk af at Black Friday er noget der deler vandene, og det er egentlig ikke fordi jeg vil puste til ilden eller noget, men jeg har gjort mig en del tanker omkring det fordi jeg selv er ret splittet. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af om det er galt eller genialt.

Jeg synes at Black Friday er en oplagt dag til at købe julegaver eller andre ting som man alligevel havde tænkt sig at anskaffe sig. Problemet er jo bare at man nemt bliver fristet. Eller, det gør jeg i hvert fald, for jeg elsker at spare penge og gøre en god handel (jep, jyden aka. tilbudsjægeren lever stadig i bedste velgående i mig). Ironisk nok kan man jo så ende med at bruge endnu flere penge og dermed udligne eller endda overskride den besparelse man havde til at starte med. En slags overforbrug er det vel, og overforbrug er ikke noget der umiddelbart harmonerer særligt godt med bæredygtighed som der ellers er en stigende interesse for. Jeg ved godt at det selvfølgelig bare er den ene dag om året, men det gør det ikke nødvendigvis mindre absurd. Hvad er det lige der sker med os når vi ser de der skilte og bannere med -50% og priser der styrtdykker?

Grådighed? Lidt.

Der hvor jeg synes filmen knækker er når man bare køber for at købe. Når mere vil have mere. Når det bliver et kapløb og en konkurrence om hvem der kan købe mest. Det er nok primært i USA at tendensen er sådan, men jeg tror sgu ikke der går lang tid før den manifesterer sig i Danmark. Det kan i hvert fald nemt godt blive lidt grådigt det hele. Det er nok fordi jeg tænker på, hvor meget Black Friday fodrer vores materialistiske og overfladiske side. Jeg har ikke planlagt nogle køb i morgen, men til gengæld har jeg taget mig selv i at tænke på, hvor mange grøntsager, kosttilskud og helseprodukter jeg mon kunne købe for meget små summer… Og så føler jeg mig altså lidt grådig.

Den grådighed og det overforbrug, som jeg åbenbart forbinder Black Friday med, får mig faktisk også til at tænke på den nært forestående julemåned. Jeg associerer i hvert fald december med det at spise lidt for meget, bruge lidt for mange penge og generelt bare gøre en masse ting i lidt for høj grad. Og ja, igen kan man sige at det jo kun er den ene gang om året, og det er da overordnet set også harmløst. Jeg synes bare det er tankevækkende at julen, hjerternes fest, på mange måder handler så meget om overflod som står i så skarp kontrast til ting som ydmyghed og det at værdsætte det simple.

I virkeligheden synes jeg nok bare at Black Friday er et lidt spøjst fænomen som kan være ret sigende om os som mennesker og hvor vi egentlig er nået til. Meget paradoksalt i en tid hvor mange af os fokuserer mere og mere på at leve minimalistisk og bæredygtigt. Det var bare lige et par torsdagstanker jeg havde lyst til at dele.

Har I planlagt nogle bestemte køb på Black Friday?

Christine_bottom_2

“Jamen er du ikke veganer?”

%22jamen-er-du-ikke-veganer%22-christine-bonde-1

Det korte svar er nej. Det lange svar er… langt.

Jeg bliver ret ofte spurgt ind til min måde at spise på, og det er noget jeg virkelig godt kan lide at tale med folk om. Som regel er det almen interesse eller ren og skær nysgerrighed der får folk til at spørge, og jeg synes egentlig ikke at jeg fornemmer den helt store skepsis. Højest en smule undren. Til gengæld kan jeg godt mærke at folk bliver meget overraskede over mit svar, når de spørger om jeg er veganer. For nej, jeg er ikke veganer, men jo, jeg spiser overvejende vegansk. Og hvordan hænger det så lige sammen?

Læs også: Du er hvad du spiser

De der labels…

Som jeg også har nævnt flere gange før, er jeg ikke pokkers vild med at skulle sætte et label på mig selv. Og når jeg sidestiller ordet “veganer” med et label, er der altså ikke noget negativt ment i dét. Det er bare min måde at forklare det på. For mig ville det umiddelbart føles meget begrænsende at kalde mig selv for veganer. Jeg har ikke lyst til at blive kategoriseret på den måde eller bygge hele min identitet op omkring min måde at spise på. Derudover handler det at være veganer om meget mere end bare mad, og jeg ejer altså stadig striktrøjer i uld og sko i læder, og generelt lever jeg bare ikke en vegansk livsstil.

Det eneste tidspunkt hvor jeg ikke har noget imod at bruge ordet veganer om mig selv er når jeg er ude at spise. Jeg bruger gerne ordet vegansk når jeg spørger ind til maden og ingredienserne, da det er et begreb som folk i restaurationsbranchen kan forstå. Når jeg fx ringer til en restaurant som spørger om der er specielle hensyn der skal tages, siger jeg også at jeg er veganer eller at maden skal være vegansk. Jeg ser simpelthen ingen grund til at skulle ende i en eller anden forklaring om, at jeg er en slags deltidsveganer, der egentlig hellere vil bruge ordet plantebaseret, men som lige har valgt at spise vegansk på den pågældende dag. Det skaber vist kun forvirring.

Men er det så hyklerisk at bruge overskrifter og hashtags som “vegan” og “vegansk”?

Jeg hashtagger som regel mine Instagram-billeder med eksempelvis “vegan” hvis opskriften er vegansk, og det er ganske enkelt for at gøre mine billeder søgbare og sørge for at de ender i det rette arkiv så at sige. Samtidig er det vel egentlig en slags servicemeddelelse. En simpel kategorisering. Det er ikke for at prædike veganisme, når jeg nogle gange skriver på mine opskrifter her på bloggen at de er veganske – lige som det heller ikke er for at helliggøre det sukker- og glutenfri at jeg skriver det i navnet på opskriften. Det har ganske enkelt også noget med SEO og søgefunktioner at gøre. Nogle gange er det jo specifikt en glutenfri eller vegansk udgave af en eller anden opskrift man søger efter, og dét er nu engang nemmere at finde frem til hvis det står i overskriften eller titlen på et indlæg.

Min måde at gøre det på

Jeg spiser plantebaseret i den forstand at jeg bruger planter (grøntsager, frugter, krydderurter, linser, bønner, nødder, frø osv.) som basen og omdrejningspunktet i alle mine måltider og spiser et minimum af animalske produkter. Jeg får så meget tilfredsstillelse (både fysisk mæthed og mental glæde) af at spise den form for mad, og jeg craver sjældent noget der er animalsk. De animalske produkter kan jeg vælge til hvis jeg har lyst, og den frihed og fleksibilitet vil jeg have lov til at have i min kost.

Læs også: “Må du godt spise det?”

Der indgår stadig visse animalske produkter (kun hvis jeg kan få dem økologisk) i min kost, og det er primært sådan noget som hakket oksekød, æg, fisk, honning og hele kyllinger som jeg kan lave bone broth af efterfølgende. Især sidstnævnte er noget jeg bruger meget fordi der er så mange fordele både ernærings- og fordøjelsesmæssigt men også i forhold til bæredygtighed, da man udnytter hele dyret. Kvaliteten på de få animalske produkter som jeg spiser en gang imellem vil jeg ikke gå på kompromis med, så det er som regel kun noget jeg vælger til når jeg selv handler ind og ikke når jeg spiser ude.

Og så tænker nogle af jer måske at jeg forsøger at lægge skjul på at jeg stadig spiser animalsk, eftersom jeg aldrig viser det på mine sociale medier. Der er primært 2 grunde til at jeg ikke gør det. For det første er det det plantebaserede madunivers som jeg brænder for. Det er dér jeg gerne vil inspirere, og dér hvor jeg virkelig tror jeg kan bidrage med noget ved at vise, hvor nemt, lækkert, lærerigt og sjovt det er at spise på den måde. For det andet er jeg bare overhovedet ikke god til at stege en bøf eller lignende, så for mig giver det ingen mening at forsøge at lære fra mig på det område, når jeg hverken har erfaringen eller evnerne selv. Det vil jeg hellere overlade til dem der rent faktisk er kompetente. Samtidig tror jeg heller ikke at det er inspiration til, hvordan man kan anvende og tilberede kød, som den danske befolkning mangler allermest af. Det er alt det andet på tallerkenen som endnu er lidt uudforsket, og hvor der er en masse uudnyttet potentiale til at genoplive glæden ved og nysgerrigheden omkring mad. Den glæde og nysgerrighed oplever jeg selv i stor til, og jeg vil  gerne at det kunne smitte af på andre.

Hvad er optimalt?

Isoleret set tror jeg ikke at den veganske måde at spise på er optimal for alle. Jeg tror slet ikke der findes én kostretning som er optimal for alle. At spise vegansk kan helt sikkert være 100% optimalt for nogen og knap så godt for andre. Jeg tror det afhænger meget af hvilken kostmæssig fortid man har, og hvordan man er skruet sammen rent fordøjelsesmæssigt. Fysiologisk set burde vi jo alle have de samme forudsætninger, men der er en grund til at nogle mennesker eksempelvis fungerer rigtigt godt på en kost der primært består af fedt, mens andre har det fantastisk med at spise en masse kulhydrater. Jeg tror der er utroligt mange faktorer der spiller ind, også flere end vi kender til på nuværende tidspunkt, og jeg tror at ens tolerance over for forholdet mellem de tre makronutrienter kan være meget skiftende over tid.

Jeg synes at vegansk mad er fantastisk (lækkert, nemt, meningsfuldt, smukt at se på osv.), og jeg ville på mange måder ønske at det var den mest optimale kost. Det mest optimale ville dog være at alle tog stilling til deres måde at spise på. Tage stilling – ikke vælge side eller klistre et label på sig selv. Jeg synes det mindste man kan gøre er at være oplyst og bevidst omkring de valg man tager og lade alle andre gøre det samme.

Jeg er i øvrigt i gang med at læse Den plantebaserede kost som jeg overvejer at lave en anmeldelse af. Jeg tænker at det kunne være ret interessant i forlængelse af dette indlæg. Nu er jeg spændt på hvad I tænker, og om I har lyst til at dele jeres tanker i forhold til hele den her snak om at være veganer.

Christine_bottom_2

Jeg forstår ikke sundhedsverdenen #3

Sprøde julevafler med karamelagtig kanelsirup - sundhedsverdenen

{ Jeg falder ofte over trends, bekendtgørelser, samarbejder, nyheder, tendenser, udsagn, produkter, kostretninger og lignende som jeg simpelthen ikke forstår. I hvert fald ikke hvis det skulle forestille at have noget med sundhed at gøre. }

Her kommer tredje indlæg i min lille føljeton. Jeg havde ikke regnet med at jeg så ofte ville støde på ting der undrer mig inden for sundhedsverdenen, men det gør jeg åbenbart. Det er ikke fordi jeg prøver at mystificere alt muligt, men betragt det som et indlæg hvor jeg lige tænker højt og forsøger at give et indblik i hvad jeg egentlig går og tygger på en gang imellem.

5 ting jeg ikke helt forstår ved sundhedsverdenen:

1 ⎠ Inden for sundhedsverdenen kan man nærmest tage en hvilken som helst titel på sig uden videre. Kostvejleder, ernæringsekspert, personlig træner… Ingen af dem er beskyttede titler, og det er der efterhånden lidt for mange der, ja, udnytter. Jeg synes i hvert fald at der for eksempel er ret mange kendisser, der ikke er uddannet inden for området, men som lige pludselig er blevet sundhedsguruer på den ene eller anden måde. Burde der ikke være nogle lidt andre spilleregler? I sidste ende er det trods alt folks helbred det handler om.

Læs også: Hvem lytter du til?

2 ⎠ “Nej nej, det er ikke fordi jeg vil tabe mig! Jeg vil bare gerne ned i fedtprocent.” Den sætning hører jeg fra alt for mange helt almindelige, sunde, slanke og veltrænede piger. I mine ører lyder det som om de tror, at ønsket om en lavere fedtprocent frem for en lavere kropsvægt er udtryk for en bedre tilgang til sundhed. Det er det vel i princippet også, eftersom tallet på vægten isoleret set er en dårlig indikator for ens sundhed, og at fedtprocent er mere brugbar i den forstand at den kan sige noget mere om ens kropssammensætning. Det ændrer dog ikke på at jeg ofte hører sætningen og tænker, at det bare er nutidens måde at sige at man gerne vil ændre på sit udseende. At jagte en bestemt fedtprocent kan i hvert fald nemt indebære samme obsession som at jagte et bestemt tal på vægten, og det er der ikke ret meget sundhed.

3 ⎠ “Det skal gøre ondt før det gør godt.” Jeg kommer nok aldrig helt til at forstå den tilgang til træning som efter min mening blomstrer lidt for meget i visse miljøer.

4 ⎠ Jeg ville da ønske at sundhed ikke altid var så kompliceret, men det er altså bare heller ikke alting man kan simplificere. Jeg krummer tæer når eksempelvis sundheds- og fitnessmagasiner eller sågar respekterede aviser bruger én lille delkonklusion fra et videnskabeligt studie og blæser det op til en absolut sandhed der er taget fuldstændig ud af konteksten.

5 ⎠ Hvorfor er der ikke mere fokus på hvad lang tids brug af p-piller kan gøre ved kroppen? Dét forstår jeg virkelig ikke.

Læs også: Forbandede p-piller #1 – Da jeg startede

Er I stødt på noget mærkeligt fra sundhedsverdenen på det seneste?

Ps. Vaflerne på billedet har jeg lavet i dag, og jeg glæder mig til at dele opskriften med jer når kalenderen siger december. Og det er jo faktisk lige om lidt!

Christine_bottom_2

Du er hvad du spiser

hverdagstanker-christine-bonde-blog1-1

Efter at have læst Mias fine indlæg hvor hun fortæller om sin kostfilosofi og hvorfor hun ikke kalder sig selv for veganer, er jeg langt om længe ved at få færdiggjort mit eget indlæg om stort set samme emne. Jeg har haft indlægget liggende som en kladde i 100 år, og selvom jeg egentlig meget gerne vil udgive det, er jeg nogle gange i tvivl om hvorvidt det overhovedet er en god ide.

Jeg synes det er et sindssygt interessant emne – at vi bliver mere og mere bevidste og refleksive omkring vores måde at spise på – men samtidig er jeg faktisk en lille smule ærgerlig over, at vi næsten bliver tvunget til ikke kun at tage stilling til det men også at sige det højt. Som om vi skal vælge side eller bekende kulør for at blive accepteret og forstået og komme på et bestemt hold. Hvorfor har vi mon fået det her behov for at bruge kostfilosofier og -mærkater som et middel til at forstå hinanden?

Læs også: Et eksempel på mine dagligvareindkøb – og noget om at dømme folk ud fra spisevaner

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg er lidt træt af at vi skal definere os selv og hinanden ud fra hvad og hvordan vi spiser. Jeg kom sådan til at tænke på sætningen “Du er hvad du spiser” i den forbindelse. Den er lige pludselig kommet til at lyde anderledes i mine ører. Jeg er udmærket klar over at det i virkeligheden bare handler om, at kosten kan/vil manifestere sig i kroppens tilstand. Men er det ikke som om at der også ligger noget fordomsfuldt og dømmende i den sætning? Hvis jeg fx siger at jeg primært spiser grøntsager, helst økologisk og i sæson, uden nogen form for unødvendige tilsætningsstoffer og generelt noget der har masser af fordele for mit helbred… Er det så ikke fristende at putte mig i kassen som “helsehippie”,  “spelt-typen”, “grøntsagsnørd”, “fanatiker”, “en-af-dem-der-går-lidt-for-meget-op-i-sundhed” eller lignende? Jeg siger ikke der er noget galt i at danne sig et indtryk af folk ud fra hvordan de spiser, men den der trang til at bruge et label er jeg bare ikke fan af.

Det var lige en random tankestrøm herfra. Jeg er ikke helt klar over, om det gjorde det lettere eller sværere for mig at færdiggøre det indlæg jeg egentlig ville skrive til at begynde med… Det er heller ikke sikkert, at I overhovedet kan fornemme hvor jeg vil hen, men jeg kan også mærke at jeg slet ikke er færdig med det her emne, så forhåbentlig bliver det hele mere tydeligt hen ad vejen.

Christine_bottom_2

Min sundhed

personligt-min-sundhed-christine-bonde-blog-1

“Hvad er sundhed for dig?”

Det spørgsmål har jeg efterhånden svaret på mange gange, og jeg synes det er lige svært hver gang. Det er nemlig ikke noget jeg overhovedet tænker over i hverdagen. Paradoksalt nok har jeg det allerbedst – føler mig allermest sund om man vil – når jeg ikke tænker over det. Min sundhed.

Læs også: Sundhed er omsorg

Som jeg også har nævnt før, er sundhed faktisk et ord jeg ikke bryder mig særligt meget om, fordi det lægger op til dikotomiske forhold som rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, sundt eller usundt. I nogle sammenhænge synes jeg ligefrem at det kan have en lidt negativ konnotation. Og ja, det har nok igen noget at gøre med at jeg er en ordkløver, for det er kun selve ordet jeg mener sådan om. Jeg synes godt vi kunne bruge en betegnelse der ikke var så opslidt og som udelukkende gav positive associationer.

Læs også: “Må du godt spise det?”

Når alt kommer til alt fylder sundhed rigtigt meget i mit liv både professionelt og personligt, og uanset hvad er det noget jeg elsker at beskæftige mig med. I den forbindelse har jeg medvirket i et lille interview hos Maya (som kan læses her) hvor jeg fortæller om min egen sundhed på et ret så hverdagsagtigt og personligt niveau.

Christine_bottom_2

Er sund kage et oxymoron?

sunde-glutenfri-sukkerfru-brownies-med-blomkaal-christine-bonde-blog-1

{ Fudgy chokoladebrownies med nøddeknas }

Som I måske kan fornemme gennem mine “Jeg forstår ikke sundhedsverdenen”-indlæg, er der mange aspekter inden for mit felt som jeg undrer mig over (og som jeg godt kan lide at undres over). Det er noget jeg gerne vil dyrke lidt mere her på bloggen ved at give jer et indblik i nogle af de emner.

Jeg gør mig rigtigt mange tanker omkring det at ordet sund bliver brugt lidt i flæng lige for tiden. Jeg tænker især på opskrifter og det faktum at sådan noget som kage nemt kan få et sundhedsstempel. Hvad det lige præcis er der gør, at en kage går fra almindelig kage til sund kage er selvfølgelig afhængigt af hvordan den enkelte person opfatter sundhed, men mine tanker går mest på om sund kage i virkeligheden er et oxymoron.

Det var i hvert fald den påstand som en af mine venner slyngede ud den anden dag og som af én eller anden grund virkelig bed sig fast hos mig. Hans pointe var at en kage hverken kan eller skal være sund fordi det aldrig har været meningen at den skulle være det. Hvorfor ikke bare lade kage være kage – usund, traditionel, med rigelige mængder sukker (fortsæt selv listen) – og holde sig til at spise det i relativt små mængder netop derfor? Når kage pludselig bliver sund, kan det jo give anledning til at tro at man kan spise det i ubegrænsede mængder, og dét har vel, ironisk nok, ikke noget med sundhed at gøre.

Læs også: Jeg forstår ikke sundhedsverdenen #1

På en måde kan jeg sagtens se, at der ligger noget paradoksalt i, at en kage kan være sund. De fleste af os er jo nok blevet opdraget med, at kage hører til i dessertkategorien og dermed ikke skal spises i særligt store mængder. Det er som om at ordet moderation særligt har klistret sig fast på desserten – både fordi det som regel er den sidste ret på menuen hvor man er ved at være mæt, men også fordi vi bare har en eller anden indgroet ide om at man ikke skal spise for meget dessert. Det er jo den knap så sunde del af et måltid som også normalvist kommer i en størrelse eller mængde som indikerer at den skal indtages i begrænsede mængder. Hele aspektet med at opdele mad i sund og usund er en hel anden snak, men jeg må nok indrømme at jeg faktisk synes der er noget rigtighed i at vores opfattelse af kage, og især den sunde kage, kunne trænge til at blive revideret en lille smule. Min pointe er at vi først og fremmest skal passe lidt på med de labels. Selvom jeg elsker at pille ved opskrifter og putte lidt ekstra sundhedsværdi ind i dem (på min måde), er det egentlig ikke mig der skal afgøre om en bestemt kage er sund. Kage vil altid være kage – noget som vi i kraft af traditioner og vaner har valgt at betragte som en godbid, en slags belønning og noget som gerne skulle nydes lidt ekstra fordi den på én eller anden måde er noget særligt. Den opfattelse kan jeg egentlig godt lide, især fordi den hjælper os til at sætte lidt mere pris på den der kage. Det kan man selvfølgelig også sagtens med en kage der er blevet stemplet som værende sund, men faren er jo at dét for nogen kan være en invitation til og et argument for at spise uden en stopknap. Det er ikke så meget fordi det rent vægt- og overspisningsmæssigt ikke er en god ide, men mest fordi det gør noget ved vores taknemlighed omkring mad.

Hvad siger I? Når alt kommer til alt, kan en kage så være sund? Og er det overhovedet en god ide at putte det mærkat på?Christine_bottom_2

“Du har PCOS”

Du har PCOS - p-piller - alternativ behandling - 1

“- og det eneste der vil hjælpe dig er at begynde på p-piller igen.”

Dén besked fik jeg af min nu forhenværende læge omkring november sidste år. Hun vurderede det på baggrund af hvad jeg fortalte om mine symptomer og den ultralydsscanning af æggestokkene som jeg kort tid forinden havde fået foretaget på et privathospital. På trods af at PCOS er ret svært at diagnostisere, fordi det ikke er en decideret sygdom men en kombination af en nogle bestemte symptomer, var hun overhovedet ikke i tvivl om at jeg skulle begynde på p-piller hvis jeg var interesseret i at få det bedre. Jeg havde selv en mistanke om at jeg havde PCOS, og det var netop derfor at jeg gik til lægen – for at få hjælp og vejledning og forhåbentlig en afklaring. Jeg følte dog ikke rigtigt at jeg blev hørt, for jeg gjorde det meget tydeligt at min oplevelse med p-piller ikke var særligt god, og at jeg ikke ville begynde på dem igen. Hvis I har fulgt med i mine indlæg omkring min historie med p-piller (her, her, her og her), ved I sikkert hvorfor.

Jeg var virkelig ked af det da jeg gik fra den konsultation. For det første skulle jeg forholde mig til at jeg havde PCOS, og for det andet skulle jeg affinde mig med at den eneste løsning på mit problem var at begynde på p-piller. Igen. På trods af at jeg havde svoret at de aldrig skulle tilbage i min krop.

Jeg må indrømme at der var rigtigt mange tårer den dag og i tiden efter. Ikke så meget på grund af at jeg pludselig var en af dem med PCOS og at jeg skulle tilbage på p-piller, men fordi jeg var så frustreret over at jeg ikke kunne få hjælp på en anden måde. Alt var så firkantet og jeg blev bare puttet ned i en kasse. Det var så svært for mig at forstå at p-pillerne virkelig var den eneste udvej, når de havde bragt min krop så meget ud af balance og at jeg havde brugt så mange kræfter på at få dem ud af mit system.

Det er meget muligt at p-piller er en hjælp for nogen, men min mavefornemmelse sagde mig bare at det ikke var tilfældet for mig.

I dag, næsten et år senere, har jeg været i gennem en meget lang process i forsøget på at balancere mine hormoner og komme på ret køl igen rent cyklusmæssigt – uden p-pillerne. Det har bestemt ikke været gratis, og det har bl.a. indebåret ernæringsterapi, eksperimenteren med forskellige kosttilskud, zoneterapi, Body-SDS, meditation, blodprøver, hospitalsbesøg og senest endnu en ultralydsscanning. For 2 dage siden fik jeg svar på nogle nye prøver som viste at alt var normalt, og ud fra ultralydsscanningen vurderede lægen at PCOS ikke var oplagt.

Så hvad nu?

Jeg er utroligt lettet over at prøverne langt om længe er begyndt at se normale ud. Jeg har for første gang siden mit p-pille-stop i august 2014 haft to menstruationer med 28 dages mellemrum. Jeg kan ikke vide om der (igen) går 6 måneder inden næste menstruation, men jeg er så glad for at der trods alt er tegn på en mere regelmæssig cyklus. Jeg føler mig utroligt heldig over at jeg har en sundhedsforsikring som gør det muligt for mig at blive behandlet på et privathospital, hvor jeg føler mig i trygge hænder. Selvom jeg langt fra er i mål, og at p-pillerne måske kunne have hjulpet med noget (men også forværret noget andet), er jeg glad for at jeg valgte at lytte til min mavefornemmelse og gå den lange, seje vej. Jeg tror ikke på quick fixes – og da slet ikke når det kommer til mit helbred – så det forsøger jeg at have i tankerne når jeg føler at det virkelig tager lang tid at slippe helt af med de forbandede p-piller.

Mit indlæg er langt fra ment som en kritik af min tidligere læge eller det etablerede system, men som en opfordring til at man lytter til sin mavefornemmelse og ikke er bange for at forlange at blive taget alvorligt. En second opinion kan være altafgørende, og p-piller behøver ikke være den eneste rigtige løsning i alle tilfælde.

Jeg har fået utroligt meget respons på mine indlæg om det her emne, og flere har efterspurgt hvor jeg er i processen nu, så jeg håber at det her indlæg kunne give svar. Mest af alt håber jeg at det kan hjælpe nogle af dem som måske sidder eller har siddet i samme situation. Det er virkelig et emne som jeg ville ønske blev italesat i højere grad. Jeg har så mange tanker omkring emnet – så mange at jeg overveje at samle dem i et helt andet format end en blog.

Christine_bottom_2

“Jeg føler mig sund når…”

IMG_1604

“Jeg synes kostpyramiden er…”

“Hvis penge ikke var et issue…”

“Jeg anbefaler andre at læse…”

Jeg har i dag fået taletid på Annes blog, Den Omvendte Verden, hvor jeg blandt andet færdiggør disse sætninger. Det handler også om mit forhold til sundhed, og jeg forklarer i den forbindelse hvorfor jeg egentlig ikke er vild med ordet sundhed.

Læs det hele her.

Hvordan ville I færdiggøre sætningerne? 😃

Christine_bottom_2

Detoxing og vægttab

_MG_9993

_MG_9994

Er det ikke de to primære årsager til at man vælger at gå på en juicekur? 

Jeg har aldrig været fan af juicekure. Jeg får en lille smule ondt i øjnene hver gang jeg ser ordet detox, og et vægttab i forbindelse med en juicekur er efter min mening ikke ret meget andet end et quick fix. Det kan i nogle tilfælde være en kickstarter for motivationen, men der er meget langt dérfra og til et sundt, vedvarende vægttab.

Så er dét ligesom på plads.

Derfor virker det måske paradoksalt at jeg i går aftes hentede denne (megatunge) pose med 21 flasker juice som bliver det eneste jeg kommer til at indtage de næste tre dage. Juicerne er en gave fra Slowjuice Copenhagen der netop har lanceret en helt ny variant af Grøn Cleanse som jeg har fået lov at smage som en af de allerførste.

Jeg troede aldrig jeg skulle sige det her, men jeg går altså på en 3-dages juicekur. But why?

I hvert fald ikke for detoxing og vægttab.

Først og fremmest har jeg nysgerrigt fulgt med på sidelinjen når teamet bag Slowjuice Copenhagen har teaset om deres nye juicevarianter. Jeg elsker grøn juice og juicer også en hel del selv, men kunne godt bruge lidt inspiration til smagssammensætningerne. Jeg er især meget spændt på den nye variant med spirulina og tang. Der skal meget til før at jeg synes noget smager for grønt og sundt, men dén her kombination gør mig alligevel lidt nervøs, og jeg er faktisk ikke sikker på jeg kommer til at nyde den.

En anden, og måske lidt underlig eller overraskende, grund er at jeg så en perfekt mulighed for at slippe for at tænke på mad. I ved jeg elsker mad – at lave den, dele den, spise den, fotografere den – men jeg glæder mig virkelig til ikke at skulle handle ind og finde ud af hvad mit næste måltid skal bestå af. Jeg kan ligesom fralægge mig ansvaret lidt de kommende 3 dage 😜

En sidste ting er at jeg egentlig bare gerne vil prøve mig selv af. Jeg vil gerne prøve at udfordre mig selv og sætte min selvdisciplin på prøve. Og det her bliver møghamrende udfordrende for mig på mange måder.

Nu vil jeg åbne den første juice og kaste mig ud i dag 1. Jeg har tænkt mig at give jer en opdatering hver dag så stay tuned.

Christine_bottom_2