At knække koden til den der håndstand

At knække koden til den der håndstand

Halløj med jer. Er I stadig derude?

Jeg er tilbage fra min tur til New York. I hvert fald fysisk. Mentalt er jeg et helt andet sted – både fordi jeg forsøger at genleve alle de skønne øjeblikke jeg har haft den sidste uges tid, men også fordi mit hoved lige skal omstilles til en ny døgnrytme. Vores fly afgik i går kl. 23.30 amerikansk tid, og vi landede i dag kl. 13.00 dansk tid, så i teorien ville det have passet ret perfekt at sove på flyet, men jeg tror ikke jeg sov mere end et par timer. Da vi landede følte jeg mig faktisk overraskende frisk, men det gik altså ret hurtigt over da jeg landede hjemme på sofaen hvor jeg gik ud som et lys. Jeg er lige vågnet og har ingen fornemmels af hvor længe jeg sov. Forhåbentlig bliver det ikke alt for svært at falde i søvn i aften…

Inden jeg tog til New York, startede jeg på et indlæg om min håndstand. På det tidspunkt var jeg endelig begyndt at føle en form for breakthrough, og jeg havde sådan lyst til at dele hvordan jeg var nået dertil. Hvis I har fulgt trofast med, ved I at mit håndstandsprojekt startede helt tilbage i november og at mine fremskridt har været meget svingende. Pludselig begyndte der dog at ske noget som gav mig en fornemmelse af at jeg langt om længe var ved at knække koden.

Læs også: Håndstand – da 5 blev til 10

Der er næsten 4 måneder i mellem de to billeder, og selvom de umiddelbart ser ret ens ud, er der kæmpestor forskel. På det første billede står jeg der først og fremmest kun i et splitsekund, og i øvrigt har jeg kun lige fanget håndstanden ved at vippe mig fri fra væggen. Jeg har altså ikke lavet et opspark og formået at “gribe” håndstanden, hvilket er langt sværere og kræver meget mere kontrol. På billede nummer to formåede jeg både at “gribe” håndstanden fra et opspark og blive stående i 10 sekunder. Det så højst sandsynligt ikke 100% stabilt ud, og jeg arbejder stadig med at føle mig i kontrol samtidig med at jeg er afslappet, men de 10 sekunder var der i hvert fald. Og de der 10 sekunders hold – 10 sekunder med en følelse af vægtløshed – er der begyndt at komme flere og flere af.

Det var egentlig dét jeg ville skrive om i indlægget, men jeg nåede aldrig at få det udgivet. Nu, bare en lille uges tid senere, er der faktisk sket det, at jeg er et helt andet sted med min håndstand. Weekendens Strala-uddannelse har nemlig indebåret en masse håndstandsnørderi, og min håndstand har på flere måder fået en anden form. På den ene side føles det som om, at jeg har taget et skridt tilbage fordi jeg er blevet præsenteret for en helt anden tilgang til det at stå på hænder som nærmest tvinger mig til at starte forfra. På den anden side føles det som om at jeg har knækket koden igen og fået endnu et breakthrough – bare på en ny måde.

Jeg vil lave et separat indlæg om den nye tilgang samt min oplevelse med Strala-uddannelsen, for den har mildest talt fået rigtigt mange brikker til at falde på plads – både hvad angår selve håndstanden, som jeg har fået nogle helt nye redskaber til, men også på et langt højere plan i forhold til hvordan jeg vil leve mit liv. Sidstnævnte lyder måske lidt spacey, og du tænker måske at det har meget lidt at gøre med at kunne stå på hænder, men jeg vil forsøge at give en grundig forklaring på det i et andet indlæg. Forhåbentlig kan jeg i samme ombæring fortælle lidt mere om hvad jeg er kommet frem til i forhold til bloggens fremtid. Først skal jeg dog lige have mit hoved til at fungere i europæisk tidszone igen…
Christine_bottom_2

JO:GA – galt eller genialt?

joga-galt-eller-genialt

På opfordring vil jeg i dag dele et par af mine tanker omkring JO:GA, som er en ny kæde af centre der tilbyder hvad de kalder for yogatræning. Mit svar til en kommentar om emnet endte nemlig med at blive så langt at det resulterede i dette indlæg. Jeg har endnu ikke prøvet en klasse hos JO:GA, men jeg forholder mig bl.a. til denne artikel. Som jeg også har nævnt før, er det egentlig ikke konceptet men snarere folks reaktion på det som jeg synes er lidt kontroversiel.

Som udgangspunkt synes jeg at konceptet er godt, da det måske kan gøre yoga mere attraktivt for dem som føler sig skræmt (eller bare ikke-så-tændt) af den mere mentale og spirituelle del af yoga. Da jeg startede med at snuse til yoga i sin tid var jeg fx mega bange for meditationsdelen og det der med at vende blikket indad og skulle mærke mig selv – altså det som nogen måske vil kalde for sjælen, eller i hvert fald den mentale del, i yoga. Jeg startede derfor med BODYFLOW fordi det var lidt mere nede på jorden og med et vestligt touch, og fordi det stadig var en måde at få pulsen op på og mærke musklerne. Jeg havde på fornemmelsen at det mindede om noget jeg allerede kendte og derfor følte jeg mig mere tryg ved at starte. Efter noget tid med BODYFLOW fik jeg efterhånden mod på mere traditionel yoga, hvor der er noget mere fokus på den ikke-så-fysiske del. Og jeg elsker det. Begge dele. Men jeg var højst sandsyligt aldrig blevet så glad for yoga hvis ikke jeg var blevet introduceret til det på den måde som jeg var.

Uheldig branding

Umiddelbart synes jeg at JO:GA brander sig på en lidt uheldig måde ved at lægge vægt på hvad de ikke er. Jeg tror bestemt ikke de er ude på at nedgøre yoga (så havde de nok valgt et helt andet navn), men jeg synes alligevel de taler lidt fordomsfuldt om det, når de eksempelvis understreger, at de ikke kan få folk til at svæve og at man ikke behøver “være Goa-yogi med rasta-hår for at være med”. Som sagt tror jeg ikke det er intentionen, men jeg synes godt det kan virke lidt nedsættende. De burde lægge vægt på hvad de gør og ikke hvad de ikke gør.

Derudover synes jeg det er en skam at man forsøger at bryde yogaen op ved simpelthen at udelade det mentale aspekt helt. Det der efter min mening gør yoga så fantastisk er netop at man har mulighed for både at træne det fysiske og det mentale. Om man ligefrem kan tage sjælen ud af yoga, som det er beskrevet i artiklen, ved jeg ikke, og det ved jeg såmænd heller ikke om de gør hos JO:GA. Jeg har som sagt aldrig deltaget på en af deres klasser, så jeg har ingen forudsætning for at vurdere om det egentlig er tilfældet. Jeg har dog ikke hørt en eneste deltager på deres hold klage over at “sjælen manglende”. De som er af dén opfattelse, går nok bare et andet sted hen – men hey, er det ikke også bare fint? Så er der jo noget for alle?

Navnevalg og ordkløveri

Det jeg synes er allermest tankevækkende i alt det her er ikke hvorvidt JO:GA har ret til at kalde deres koncept for yoga eller ej, men derimod hvordan folk har reageret på det. Der har været utroligt meget kritik af konceptet af flere årsager. Først og fremmest pga. at det mentale aspekt fylder så lidt (eller slet ikke er til stede). Som sagt kan jeg ikke vurdere hvorvidt det er tilfældet, men jeg synes det er en skam at man ikke er mere åben over for et koncept der vinkler yogaen anderledes og dermed forhåbentlig fanger nogle mennesker, som ellers ikke ville have fået øjnene op for yoga.

JO:GA bliver også kritiseret for at kalde deres koncept for træning. Jeg har læst om yogalærere som mener at man simpelthen ikke kalde yoga for træning. Det er det åbenbart ikke. Altså træning. Og det giver åbenbart også et helt forkert indtryk af hvad yoga egentlig er. Men for mig er yoga i dén grad træning. Det er træning af styrke, balance, smidighed, nærvær, åndedræt, koncentration, kreativitet og en helt masse andet – og det på én gang.

Skulle JO:GA have valgt et andet navn, hvis de alligevel er så langt fra traditionel yoga og de principper man forbinder med dét? Måske. Jeg har bare den holdning at alt der kan motivere folk til at motionere, bevæge sig og bruge deres krop (på en sikker og forsvarlig måde selvfølgelig) er skønt. Jeg er sådan set ligeglad med om det hedder JO:GA, yoga, stræk-og-bøj, mobility, smidighedstræning eller whatever. Der er i forvejen så mange konceptnavne og træningsformer som indeholder elementer af yoga på én eller anden måde, så jeg kan ikke hidse mig op over at det også er tilfældet for JO:GA. Det er nok ikke sidste gang vi ser et nyt yogainspireret koncept, og måske skulle man bare se JO:GA som crossfits svar på yoga når det nu er to Crossfit Copenhagen-herrer der står bag.

Rigtig og forkert yoga

Det der gør mig så ærgerlig er at man begynder at gradbøje yoga og klassificere én form for yoga som værende mere rigtig end en anden. Jeg ved godt at vi alle sammen bare er mennesker, men der er noget paradoksalt ved at man som yogalærer peger fingre og gør sig til dommer over hvad der er rigtigt og forkert. Det rimer altså ikke helt på yogaens “god karma”-, “der er plads til alle”- og “bliv på din egen yogamåtte”-filosofi. I mine ører lyder det i hvert fald meget dobbeltmoralsk når en yogalærer går ud og siger at JO:GA er direkte forkert – af den ene eller den anden årsag. Et vigtigt element i yoga er jo netop at man er åben og respektfuld over for alt og alle, og det harmonerer ikke så godt med at være fordømmende og bevæge sig ud over sin egen banehalvdel.

Jeg vælger dog at se folks (særligt yogalæreres) kritik som et udtryk for at de selvfølgelig gerne vil værne om yogaen og dens grundværdier og helst ikke ser at den bliver gjort til noget den ikke er. Jeg kan sagtens forstå at nogle yogalærere får lyst til at råbe “Yoga er bare så meget mere end det!” for det er ikke fedt at se ens arbejde blive totalt simplificeret. Sådan har jeg det også nogle gange inden for mit eget felt når noget bliver forenklet i en sådan grad at man slet ikke kan kende det længere. Hvorvidt det er tilfældet med JO:GA kan jeg ikke vurdere, for jeg er trods alt ikke yogalærer. I hvert fald ikke en rigtig yogalærer… (I meant to do that)

TILLYKKE til dig, hvis du formåede at komme i gennem hele indlægget! Når jeg har så mange tanker (for der er endnu flere) om et emne, ville jeg sådan ønske at jeg kunne dele dem i et andet og mere spiseligt format – fx et podcast. Jeg har på fornemmelsen at et indlæg som dette godt kan blive for tungt for mange af jer. Hvad siger I? Vil I have flere tankemylder-/debatindlæg i stil med det her?
Christine_bottom_2

Jeg er en sur madblogger i dag

jeg-er-en-sur-madblogger-i-dag

For knap et halvt år siden skrev jeg et indlæg om snyd, etik og troværdighed i forhold til indhold på madblogs. Nu føler jeg desværre at jeg er nødt til at tage emnet op igen. I det første indlæg skrev jeg bl.a. om hvordan man nemt kan slippe afsted med at stjæle andres billeder og opskrifter (hvilket er direkte ulovligt), og hvordan brugen af stock photos på en madblog underminerer det arbejde der ligger i at producere originalt indhold:

” Jeg synes simpelthen det er så utroværdigt, dobbeltmoralsk og bare helt igennem dårlig stil. Det er snyd over for læserne, og det er respektløst over for andre bloggere, som bruger masser af tid og kræfter på at udvikle opskrifter, tage billeder og producere gennemarbejdet, originalt indhold. Jeg får helt lyst til at lave et separat indlæg omkring hvad det egentlig indebærer at udvikle en opskrift, for jeg tror det er de færreste der har begreb om, hvor omfattende en proces det er. “

Nu har jeg i gennem længere tid kendt til endnu et aspekt som i dén grad er snyd, og det er jeg, ærligt talt, ved at være træt af at se på.

Jeg vil gerne understrege (igen) at jeg egentlig ikke bryder mig synderligt meget om at skrive denne type indlæg. I bund og grund vil jeg egentlig bare gerne værne om mit arbejde og appellere til at det bliver respekteret og taget alvorligt – både af dem der udfører det og dem der gør brug af det. Det der med at have en madblog og udvikle opskrifter er ikke bare noget man lige gør. I hvert fald ikke hvis man gør det professionelt. Og jeg forventer altså ikke at alle mennesker ved, hvad det indebærer at drive en madblog professionelt. Der er mange af mine nærmeste som ikke har nogen anelse om hvad mit arbejde går ud på, og det forstår jeg egentlig godt. For det første kan det vel stadig betragtes som en ny form for arbejde, og for det andet er det nok heller ikke den allermest traditionelle måde at tjene til dagen og vejen på. Det er altså helt forståeligt at mange ikke har kendskab til den slags arbejde. Jeg vil bare understrege at det ikke er nemt. Som tidligere nævnt er jeg muligvis naiv, og jeg tvivler også stadig på at mine indlæg gør en forskel, men jeg håber alligevel at de kan få nogen til at tænke sig om en ekstra gang inden de deler en opskrift på den måde som jeg nu vil forklare.

Har du nogensinde brugt en opskrift fra en blog og undret dig over, at dit resultat ikke blev som på billedet? At det hverken så ud som eller smagte som du havde forventet? Det kan der selvfølgelig være flere forklaringer på. Måske har der sneget sig en fejl ind i opskriften fordi bloggeren har glemt at nævne en ingrediens, måske har du selv overset et trin i fremgangsmåden, eller måske er der bare forskel på din og bloggerens ovn. Det kan være mange ting. Det kan dog også være fordi det simpelthen er umuligt at opnå samme resultat. Fordi den kage du ser på billedet ikke er hjemmelavet men købt.

Lad mig komme med et eksempel. En blogger køber en kage i supermarkedet, tager billeder af den (for så kan vedkommende jo ikke klandres for at bruge stock photos) og opdigter derefter en opskrift ved at sammensætte en liste af ingredienser som kagen formodes at indeholde. Så er det pludselig ikke så underligt at man som læser ikke har en jordisk chance for at opnå det samme resultat som man ser på billedet. Jeg har set det så mange gange nu, og det gør mig virkelig frustreret. I princippet kan jeg være fløjtende ligeglad for det har ikke noget med mig at gøre… Og så alligevel. Jeg synes i hvert fald det er pinligt at det finder sted i en branche som jeg er en del af. Det er synd for de mennesker som handler ind til en opskrift i håbet om at hygge sig med at lave den og selvfølgelig nyde den når den er lavet.

Jeg kan ikke rigtigt gøre noget for at forhindre det, men nu er emnet i det mindste belyst… Og nu vil jeg hoppe tilbage i køkkenet. Den kogebog laver jo ikke sig selv!

Christine_bottom_2

Larm

larm

{ Kan du finde Holger i ingenmandsland? }

Det her indlæg skulle måske være forblevet en kladde eller bare et indlæg som jeg skrev til mig selv for at få mine tanker ud af hovedet og bearbejde dem mens de kom ud i gennem fingrene og ned på tastaturet. Ikke fordi det er hemmeligt eller synderligt privat, men fordi det nok ikke rigtigt har nogen relevans for andre end mig selv.

Og så alligevel…

Måske er der nogen af jer der sidder med de samme tanker, og i så fald kan det måske være en hjælp at følge med i mit tankemylder.

Jeg har kun lige nævnt det, men jeg har slet ikke fået forklaret hvad min tur til Island egentlig gjorde ved mig. Der er dog stadig elementer fra den tur som jeg ikke helt kan forklare. For eksempel at jeg tudede den første dag fordi det hele bare var så overvældende. Jeg ved at tårerne ikke kun skyldtes den der åh-jeg-har-følt-mig-stresset-og-nu-kan-jeg-endelig-slappe-af-fornemmelse, men også at jeg simpelthen bare blev så rørt over hvor utroligt smukt der var og hvor meget jeg egentlig sætter pris på at være i rolige omgivelser i allerbedste back to nature-stil. Kald mig bare hippie, men det bliver mere og mere tydeligt for mig hvor meget jeg elsker naturen og den effekt den har på mig. Jeg kom da også nærmest i gennem hele følelsesregistret den dag vi kørte rundt og udforskede store dele af sydsiden på øen. Det var en fuldstændig surrealistisk oplevelse, og jeg blev konstant overvældet af kontrasterne. Overvældet af hvor smukt der var og hvor barskt der var. Hvor roligt og hvor råt der var. At det på én og samme tid var både trygt og uhyggeligt. Afslappende og voldsomt. Storslået og alligevel utroligt simpelt.

Læs også: Frugt gør mig emotionel

Naturen på Island er bare noget helt særligt, og det tror jeg ikke man behøver at være hippie-agtig-nature-girl ligesom mig for at synes. De kontraster jeg oplevede gennem naturen fik på én eller anden måde sat gang i en masse tanker i forhold til min hverdag og hvordan jeg prioriterer. Det der med at være tæt på naturen (i mere end én forstand) fik mig simpelthen til at tænke over hvad der egentlig er vigtigt i mit liv. Og ja, det lyder måske både frelst og kliché-agtigt, men det er måske først når jeg siger, at det føles som om jeg har fået en åbenbaring at du begynder at himle med øjnene. Okay, åbenbaring var måske et voldsomt ord, og jeg fik altså ikke en besked fra de højere magter, men jeg fik om ikke andet åbnet mine øjne.

Jeg tror det er meget normalt at man til en vis grad reviderer sit liv når man er på ferie. Det er der ganske enkelt mere tid til at gøre. Dét der nok gjorde allermest indtryk på mig i løbet af de 5 dage jeg befandt mig på Island var hvor meget jeg elskede stilheden. Og jeg mener ikke bare den der ro man får når man holder ferie og kommer lidt væk fra hverdagen og de vante rutiner. Jeg mener stilhed i ordets ganske simple forstand. Ingen larm. Bare fuldkommen stilhed. Både i mine fysiske omgivelser (aka. ingen støj fra Københavns summen) men også i mit hoved. I de 5 dage var der ingen bekymringer og ikke noget tankemylder. Til gengæld tror jeg at min hjerne har forsøgt at kompensere for den stilhed ved at øge min mentale aktivitet til det dobbelte da jeg kom hjem. Eller også har jeg bare fået så meget ro i 5 dage, at det først er nu jeg bemærker hvor meget larm der egentlig er i mit liv.

Det er først og fremmest larm i form af støj. Høje eller forstyrrende lyde. Det kan selvfølgelig ikke helt undgås når jeg bor i København, men det er alligevel noget jeg ville ønske der var mindre af. Noget jeg kunne tage en pause fra. Mit liv er dog også fuld af larm på andre måder. Der er så meget der larmer, støjer og fylder og optager unødvendigt meget plads. Jeg har for eksempel altid elsket tanken om kun at eje ting som jeg virkelig har brug for og som jeg virkelig sætter pris på, og på den måde lever jeg nok også mere minimalistisk end de fleste. Det er dog ikke kun i stil med minimalismen og den der smid-væk-og-skær-ind-til-benet-mentalitet som er meget populær lige nu. Jeg trænger til at få mere retning retning i mit liv og finde dét der virkelig giver mening (uden for meget fyld og fluff som jeg elsker at kalde det), men samtidig vil jeg også tillade mig selv at følge flowet og være intuitiv og åben. Det ville give mig mere ro. For mig, lige nu, er det utroligt svært at forene de to aspekter, og det skaber en masse larm i mit hoved. Især fordi jeg lige nu befinder mig et sted i mit liv hvor jeg ikke er sikker på noget som helst – om jeg har valgt den rigtige vej, om jeg gør det godt nok, om jeg overhovedet er god nok…

Kender I det der med at livet bare larmer?

Christine_bottom_2

Min podcast-debut

min-podcast-debut

I dag har jeg simpelthen min podcast-debut. Jeg har nemlig fået lov at være med i Martiny Podcast som er et podcast jeg har fulgt lige fra starten og som jeg elsker at lytte til. Det er selvfølgelig den dygtige Emma Martiny der står bag, og hun tager simpelthen så mange interessante emner op på egen hånd, men der kommer virkelig også nogle spændende og lærerige podcasts ud af det når hun inviterer gæster ind i sit lille show. I dag er det så mig der er gæsten, og jeg er nærmest helt beæret over at få taletid i det fine podcast.

Afsnittet handler om et emne som jeg har skrevet en lang række blogindlæg om. Det handler om min historie med p-piller som I kan læse lige her:

Forbandede p-piller #1 – Da jeg startede

Forbandede p-piller #2 – Da jeg stoppede

Forbandede p-piller #3 – Status og fremtidsudsigter

Forbandede p-piller #4 – Jeg giver snart op

“Du har PCOS”

Emma og jeg tager en snak om hvordan vi begge har haft en negativ oplevelse ved at stoppe på p-piller. Ikke kun pga. de fysiske og psykiske bivirkninger vi begge har haft, men også hvordan det har været svært at blive taget alvorligt og få hjælp og vejledning til at blive fri af de kunstige hormoner. Vi håber sådan at det kan være lærerigt for jer at lytte med og at det kan åbne op for en god debat omkring de p-piller. Det er et emne som jeg kan snakke rigtigt længe om, men jeg har virkelig forsøgt at være kortfattet. Måske lidt for kortfattet faktisk, men jeg har også planer om at tage det op på bloggen igen. Jeg er nemlig slet ikke dér hvor jeg gerne vil være endnu, sådan rent hormonmæssigt og at føle mig som mig selv, men det må være stof til et nyt blogindlæg.

Lyt med på vores snak i Emmas podcast lige HER.

Christine_bottom_2

Tanker om madstyling – hvordan og hvorfor?

tanker-om-madstyling-hvordan-og-hvorfor-1

{ Et billede af disse chokoladecookies som endte med en lidt anden styling }

Okay, det her bliver måske et både nørdet og rodet indlæg, men jeg har i noget tid gået med nogle tanker omkring det der med at style sin mad som jeg lige vil prøve at få ud. Med andre ord; jeg tænker lige højt et øjeblik.

Professoinel madstyling

Da jeg først stiftede bekendtskab med begrebet madstyling (i en professionel sammenhæng vel at mærke), må jeg indrømme at jeg rynkede lidt på næsen. Hvor svært kan det være at fylde mad på en tallerken og placere en kniv og en gaffel så det ser pænt ud? Er det ligefrem noget man kan kalde for et arbejde? Og ja, i nogle sammenhænge er det. Er man dygtig, kan man simpelthen blive hyret til at varetage den slags opgaver og være ansvarlig for stylingen af maden i forbindelse med eksempelvis kogebøger, opskrifter til magasiner og produktbilleder til emballage. I takt med at jeg selv arbejder mere og mere seriøst med min blog og især opskriftsudvikling, er det noget jeg får nemmere og nemmere ved at forstå. Hvordan maden anrettes og præsenteres har så stor betydning for hvordan den bliver opfattet, så det giver helt sikkert mening at bruge ekstra tid på stylingen. Og her mener jeg selvfølgelig i kontekst der er lidt mere professionel end når man snapper et billede af sin tømmermændsmad til vennerne. Jeg kan ikke levere en opskrift her på bloggen (eller andre steder for den sags skyld) hvis billederne ikke spiller, og dét at få et madbillede til at spille er noget, som jeg tror de fleste undervurderer. Der ligger rigtigt meget arbejde i at få det helt rigtige udtryk frem (både rent æstetisk men også stemningsmæssigt), og jeg har kæmpe respekt for de mennesker der mestrer det og ligefrem kan kalde det for et arbejde.

Perfektion og iscenesættelse

Alligevel er der noget der skurrer i mine ører når jeg tænker over at mad bliver stylet. Det er som om at ordet “styling” slet ikke hører sammen med ordet “mad”. Jeg kan altså gode finde på at associere ordet “styling” med noget der er overfladisk, kunstigt, iscenesat – noget der er distanceret fra det oprindelige – og sådan synes jeg selvfølgelig ikke det burde være med mad. Mad kan efter min mening sagtens bliver over-stylet så det bliver alt for perfekt og iscenesat; så perfekt og så iscenesat at maden nærmest ikke længere bliver opfattet som noget der kan spises, men som noget der bare fungerer som en æstetisk smuk udstilling.

Læs også: Snyd med billeder og redigering?

Jeg synes overhovedet ikke der er noget galt i at få mad til at se mere attraktiv ud – hverken i en professionel eller en privat sammenhæng. Faktisk synes jeg ligefrem at det kan være en positiv ting at man gør noget ekstra ud af sin mad så det er en fryd for øjet. Mange vil nok synes det virker meningsløst at bruge tid på at gøre maden kønnere, når den i sidste ende bare skal spises – især hvis stylingen blot er til for at opnå et Insta-worthy billede som kan hive en masse likes hjem. I disse tider hvor man snakker mere om det polerede glansbillede og at de sociale medier ikke viser virkeligheden, får madstyling måske også en negativ klang. Er det bare noget vi gør for at sende et signal om at alt er smukt og perfekt – selv vores mad? Det indebærer helt klart en grad af iscenesættelse, men jeg synes ikke det udelukkende behøver være negativt. Selvfølgelig virker det en lille smule fjollet at ændre vinklen på gaflen, mindske afstanden mellem tallerkenerne, finde en citronskal som pynt og stille sig op på en stol for at fjerne lampen og få den helt rigtige vinkel til sit billede (noget jeg selv er skyldig i), men som regel involverer det grin, hygge og sjov, så hvad er problemet? ;-)

Glæden ved de små ting

Når alt kommer til alt må jeg bare sige at jeg elsker at style min mad fordi det giver mig mulighed for at lege og udfolde mig kreativt. Det gælder selvfølgelig billederne som jeg bruger i en professionel sammenhæng (fx fungerer billederne her på bloggen som en slags portfolie), men det gælder faktisk også den helt almindelige og gennemsnitlige mad jeg spiser hver dag. Det betyder ikke at jeg står og styler hvert eneste måltid, men jeg bliver bare så glad af at spise noget der også er guf for øjnene. Jeg bliver så glad bare ved synet af en et måltid som jeg ved der er brugt tid, energi og kærlighed på at lave og anrette. Jeg synes det er så vigtigt at glædes over de små ting, og for mig kan det sagtens være et veldækket bord, en tallerken fuld af farver eller en kage pyntet med et perfekt udskåret jordbær. Det er muligvis en kliché, men jeg tror så meget på at vi også spiser med øjnene, og jeg er overbevist om at vi nyder maden mere (og dermed fordøjer den bedre), når vi kan se at der er lagt lidt ekstra energi i den.

Måske er det bare mig der overtænker madstyling lidt, men jeg kunne vildt godt tænke mig at høre om I også har haft nogle af de tanker?

Christine_bottom_2

Jeg forstår ikke sundhedsverdenen #5

jeg-forstaar-ikke-sundhedsverdenen-5-1

{ Jeg falder ofte over trends, bekendtgørelser, samarbejder, nyheder, tendenser, udsagn, produkter, kostretninger og lignende som jeg simpelthen ikke forstår. I hvert fald ikke hvis det skulle forestille at have noget med sundhed at gøre. }

Her er endnu et indlæg i min lille føljeton om sundhedsverdenen. Jeg tror (…håber) der er lagt op til en lille debat. Jeg vil i hvert fald gerne have udvidet min horisont, så byd endelig ind med jeres tanker og overvejelser!

5 ting jeg ikke helt forstår ved sundhedsverdenen:

1 ⎠ Som udgangspunkt synes jeg det er dejligt (og ikke mindst vigtigt) at vi stadig minder hinanden om, at det vi ser på de sociale medier ofte er en noget mere poleret og opstillet version af virkeligheden. Det ser jeg slet ikke noget problem i, men jeg tror alligevel det er sundt med et reality check en gang imellem. Der er mange mennesker som er gode til at skabe opmærksomhed omkring det ved at vise nogle af de knap-så-polerede-bag-facaden-agtige billeder, men problemet er bare at selv den slags billeder efterhånden også er opstillede. Jeg falder i hvert fald ofte over selfies med en tekst ala “Beklager mit morgenhår og min uperfekte hud, men sådan ser jeg altså ud, og det gider jeg ikke skamme mig over” og gerne et par hashtags der opfordrer til at man skal hvile i sig selv og glemme alt om det perfekte glansbillede. Intentionen er jo egentlig god, men på mig har det den helt modsatte effekt når de “grimme” billeder er så pæne. Det såkaldte morgenhår er alligevel kun så rodet at det stadig er charmerende, og den uperfekte hud har aldrig set skyggen af en bums. Kan I følge mig?

2 ⎠ Der er efterhånden mere og mere fokus på gluten, glutenfri kost og især glutenfri produkter. Det har ført til at mange madvarer har fået et nyt mærkat på indpakningen. Flere og flere produkter bliver mærket med ordene “Glutenfri” og “Uden gluten” – selv dem der er naturligt fri for gluten som eksempelvis mayonaise. Det er der åbenbart nogen (i hvert fald i mit netværk af ernæringsfaglige) som bliver provokeret af fordi de udelukkende ser det som et markedsføringsstunt. Til en vis grad ser jeg det også som et lidt ærgerligt salgstrick fra producenternes side, fordi det i visse tilfælde kan være misledende, da nogle mennesker sætter lighedstegn mellem sundhed og alt der er glutenfrit. Jeg synes dog man skal huske på at det også er ment som en hjælp for folk. Det er da langt fra alle som har styr på hvorvidt et produkt er glutenfrit eller ej, og i øvrigt kan et naturligt glutenfrit produkt godt indeholde gluten hvis det er fremstillet et sted hvor der også håndteres glutenholdige produkter. Jeg forstår i hvert fald ikke helt hvordan folk kan hidse sig så meget op over at noget markeres som værende glutenfrit. Når jeg fx laver en opskrift og skriver at den er glutenfri, er det blot en oplysning og ikke et forsøg på at øge sundhedsværdien.

3 ⎠ Jeg oplever stadig at der er en unødvendigt stor kløft mellem det offentlige system og alternativ behandling. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan de to instanser ikke kan se, at de er nødt til at samarbejde på ét eller andet niveau for at optimere forholdene for dem der har brug for behandling. For mig personligt gør det det i hvert fald ikke nemmere at komme tilbage på sporet efter mit p-pille-stop.

4 ⎠ Hvorfor skulle det tage så lang tid for kæder som 7-Eleven at udvide deres sortiment og få nogle nemme og hurtige løsninger rent madmæssigt som rent faktisk er af god kvalitet? Jeg synes efterhånden at udvalget bliver bedre og bedre, og jeg håber at den tendens fortsætter, for jeg kan kun forestille mig at det bliver endnu mere efterspurgt i fremtiden.

5 ⎠ Kamelmælk… Kan vi lige snakke lidt om det? Det er vist næsten et år siden at man begyndte at høre om det i Danmark, og jeg ved ikke hvor udbredt det er endnu, men jeg forstår det simpelthen ikke. Det skulle efter sigende have superfood-egenskaber (hvilket jeg gerne lige vil have en definition af), men det er endnu ikke ordentligt belyst af videnskaben. Kamelmælk skulle være sundere end komælk på grund af et langt højere indhold af C-vitamin, jern og umættede fedtsyrer, og samtidig skulle det udgøre et glimrende alternativ til mælkeallergikere fordi det har en helt anden fedt- og proteinsammensætning. Men hey – hvis man er ude efter mere C-vitamin, mere jern, flere umættede fedtsyrer og noget der kan drikkes af mælkeallergikere, hvorfor så ikke bare prøve en grøn juice med et skvæt olie i? Jeg er ikke veganer, men kan virkelig ikke se hvorfor vi nu skal til at udnytte endnu et dyr og bruge dets mælk – særligt ikke når påstandene om de sundhedsgavnlige effekter stadig mangler videnskabelig underbygning.

 

Christine_bottom_2

At leve af at blogge

at-leve-af-at-blogge-1

Det bliver efterhånden mere og mere normalt at leve af at blogge. Det bliver også mere og mere normalt for mig at få spørgsmål om netop dét emne. Særligt efter at jeg valgte at stoppe på kandidatuddannelsen, er der mange som har spurgt ind til, om jeg nu lever af min blog. Det er virkelig ikke for at mystificere det der med at blogge endnu mere, men jeg har stadig lidt svært ved at svare konkret på spørgsmålet. Jeg plejer altid at sige “Ja og nej…”, og det er sådan set et ganske præcist svar. Jeg er nemlig ikke fuldtidsblogger (hvis der da er noget der hedder det), men jeg lever delvist af min blog i den forstand at den udgør en del af min indtjening.

Jeg har kun drevet min blog kommercielt siden sidste sommer hvor jeg indgik et samarbejde med Bloggers Delight og fik mulighed for at tjene nogle håndører på bannere/reklamer, affiliate og kampagner. Det er dog langt fra det der gør, at jeg kan betale mine regninger og få mad på bordet hver måned. Jeg vil altså ikke sige at jeg lever direkte af min blog, men snarere af de muligheder den giver mig. Bloggen er på mange måder mit CV eller min portfolie i form af en online tilstedeværelse. Uden bloggen var jeg fx nok aldrig blevet kontaktet af et forlag som gerne ville lave en bog sammen med mig (et tilbud som jeg dog af flere årsager endte med at takke nej til). Uden bloggen havde jeg heller ikke mødt mange af de mega seje og dejlige mennesker, som jeg samarbejder med i dag og forhåbentlig langt ind i fremtiden.

Når alt kommer til alt, ved jeg faktisk ikke helt om jeg har lyst til at leve af at blogge. I hvert fald ikke udelukkende det. Det jeg laver på min blog er pt. både arbejde og fornøjelse; nogle gange er de to ting meget adskilt, og nogle gange smelter de fuldstændig sammen. Jeg synes det er et vildt interessant medie, og jeg elsker at jeg faktisk kan nå ud til mange mennesker og lave noget indhold som er brugbart. Både i form af opskrifter der får folk til at gå i køkkenet og udvide deres madhorisont, men også i form af tungere indlæg som fx min føljeton om de forbandede p-piller som kan belyse nogle emner der måske ikke bliver taget op. Begge dele kan rent faktisk være med til at hjælpe andre mennesker, og det er meget værdifult og motiverende for mig.

Det har aldrig været en drøm for mig at leve af at blogge, men det er en drøm for mig at arbejde med det jeg elsker, og det gør jeg lige nu. Det får mig til at føle mig  heldig og taknemlig.

Christine_bottom_2

Du SKAL træne i dag

du-skal-traene-i-dag

Så blev det juleaftensdag, og selvom ingen jul er ens, er der alligevel mange ting som bare aldrig ændrer sig. Som altid skal vi i dag sørge for at dokumentere det smukke(ste) juletræ, hvor mange pakker der er klar til at blive åbnet (og hvor flot de i øvrigt er pakket ind), hvor hyggeligt vi har det i familiens selskab, hvordan forberedelserne til aftenens måltid foregår og ikke mindst hvordan vi har trænet.

…for du har da sørget for at træne i dag, ikke?!

Træning – tvang eller trang?

Jeg tror at mange på en måde føler sig tvunget til at træne i dag. Både fordi alle andre gør det (og – især i dag – skilter meget tydeligt med det), men også fordi træningen bliver set som et middel til at kompensere for de store mængder mad der skal indtages i aften. Jeg synes det er så ærgerligt at mange føler de skal træne for at gøre plads til julemaden eller måske ligefrem gøre sig fortjent til den. Det er altså hverken den bedste eller sundeste motivation for at træne.

Noget jeg til gengæld har bemærket i år er, at mange faktisk nyder træningen ekstra meget i dag. Vaskeægte træningsglæde. Dét er en vane der er værd at holde fast i! For mange er det nemlig ligefrem gået hen og blevet en virkelig hyggelig tradition at træne lige netop i dag. En løbetur i skoven med familien, en tur i fitnesscenteret med alle veninderne eller måske en fælles omgang hvem-kan-tage-flest-armbøjninger hjemme på stuegulvet foran juletræet.

Personligt har jeg ikke rigtigt nogen tradition om at træne den 24. december, men jeg synes faktisk det kunne være hyggeligt at have sådan en. I år må det blive en omgang BODYFLOW75.

Har du trænet eller tænkt dig at træne i dag? Uanset hvad vil jeg i hvert fald ønske en rigtigt glædelig jul til DIG og sige tak fordi du læser med 💚

Christine_bottom_2

Jeg forstår ikke sundhedsverdenen #4

det-vidste-du-ikke-om-mig-7-1

{ Jeg falder ofte over trends, bekendtgørelser, samarbejder, nyheder, tendenser, udsagn, produkter, kostretninger og lignende som jeg simpelthen ikke forstår. I hvert fald ikke hvis det skulle forestille at have noget med sundhed at gøre. }

Er I ved at være klar til juleaften? Jeg er faktisk slet ikke i julestemning, men til gengæld glæder jeg mig til nytår, hvilket jeg ellers ikke plejer at gøre. Jeg glæder mig nemlig til at afslutte 2016 og tage hul på 2017, som jeg har ambitioner om at gøre til noget særligt. Især på sundhedsfronten, faktisk i forhold til min egen sundhed, skal der ske en masse, og det fik mig til at tænke på min lille føljeton om sundhedsverdenen. De ting jeg har listet i dag har dog ikke nødvendigvis noget med selve branchen at gøre, men mere mine personlige oplevelser der relaterer sig til sundhed.

5 ting jeg ikke helt forstår ved sundhedsverdenen:

1 ⎠ At der stadig er mange kostretninger som er totalt ensporede og holder fast i, at der findes én måde at spise på, og den ene måde er optimal for alle.

2 ⎠ Det er som om at der bliver langet lidt ud efter dem som laver sundere alternativer – særligt her i julen. Jeg ved ikke om det er fordi julemaden på én eller anden måde er lidt hellig og helst ikke skal udsættes for variation. Selv synes jeg heller ikke at man behøver lave alting i en sundere version, for nogle gange er der altså bare ikke noget der kan hamle op med originalen, men at folk ligefrem kan blive provokerede over at risalamanden ikke er som den plejer – dét forstår jeg ikke.

3 ⎠ Salget af kosttilskud er boomet fuldstændigt. Jeg ved ikke helt om det er fordi industrien bare har dollartegn i øjnene og udnytter den stigende interesse for sundhed, eller om det egentlig er fordi man er begyndt at indse, at vores fødevarer er i så dårlig kvalitet, at vi er nødt til at supplere med kosttilskud. Eller er det simpelthen fordi vi er blevet dovne og derfor bilder os selv ind at kosttilskud kan kompensere for en dårlig kost?

4 ⎠ Flere og flere går ned med stress, men alligevel har vi tendens til at rose og beundre dem som arbejder døgnet rundt 7 dage om ugen – dem som konstant har fart på og jonglerer med alt for mange projekter. Hvor ville det være skønt hvis vi også kunne rose dem som formår at lave ingenting og sige fra. Dét ville højne sundhedsværdien ret meget, tror jeg.

5 ⎠ Jeg synes at man skal tillade sig selv at skeje ud i julen hvis man virkelig har lyst (og ikke fordi det er blevet en tradition der egentlig bare udspringer af grådighed), men hvis man allerede ved på forhånd, at der skal kompenseres til januar med streng diæt og absurde mængder træning, så forstår jeg det ikke helt… Træning er i hvert fald ikke sundt hvis det bare fungerer som en kompensation for overspisning eller en metode til at skille sig af med dårlig samvittighed.

Har I andre ting til listen?

 

Christine_bottom_2