UDDANNELSESSTOP – hvad gør jeg så nu?

uddannelsesstop-hvad-goer-jeg-saa-nu

{ Opskriften til kagen på billedet findes HER }

Efter jeg offentliggjorde at jeg har valgt at stoppe på min kandidatuddannelse (læs indlægget HER), har jeg fået en del spørgsmål angående min fremtidige karriere- og uddannelsesvej. Spørgsmålene er bestemt ikke blevet færre efter at det nye uddannelsesloft blev en realitet. Jeg må indrømme at jeg ikke har sat mig 100% ind i hvad det har af konsekvenser for mig, men jeg har heller ikke haft lyst til at studere på en anden bacheloruddannelse eller på nogen måde skifte retning.

Som jeg nævnte i mit tidligere indlæg, var der én kandidatuddannelse som jeg gerne ville ind på, og det vil jeg egentlig stadig, men jeg er desværre begrænset af manglende ECTS-points og nogle nye regler som gør, at ansøgere med supplering slet ikke bliver taget i betragtning. Både inden og efter mit uddannelsesstop undersøgte jeg mulighederne for andre kandidatuddannelser, men indtil nu har jeg ikke fundet noget i Danmark der tiltaler mig. Jeg kunne godt overveje et fjernstudie hvis jeg finder noget i udlandet som jeg synes giver mening.

Læs også: Education is not preparation for life – education is life itself

Jeg har altid set dét at tage en kandidatuddannelse som et must – i hvert fald for mig selv – og det skulle helst være i direkte forlængelse af en bacheloruddannelse. Det tog mig virkelig lang tid at finde ud af at det slet ikke behøver være sådan. Der er så mange andre muligheder end den klassiske uddannelsesvej, og netop det emne har jeg haft oppe at vende med nærmest alle der kender mig godt. Det hænger nok også sammen med at der i øjeblikket er så mange der springer ud som selvstændige og driver egen virksomhed. Der er så meget fokus på iværksætteri, nytænkning, at være ambitiøs, det at skabe og det at turde gå 100% efter lige præcis det man drømmer om. Jeg synes det er vildt inspirerende og befriende, og det har helt klart været med til at gøre det nemmere for mig at træffe mit valg om at droppe ud af studiet. Måske ender jeg på skolebænken igen på et tidspunkt. Det kunne jeg faktisk godt forestille mig. Men i så fald er det fordi jeg finder en uddannelse som jeg simpelthen ikke kan undvære, og ikke fordi jeg har en forestilling om at det nok er det rigtige at gøre.

Christine_bottom_2

Det her er spild af tid

_MG_8473

Jeg må indrømme at jeg har haft den sætning i hovedet mange gange i løbet af den sidste uges tid.

“Det her er spild af tid.”

Hvis det bare var noget jeg tænkte mens jeg lå på en græsplæne og fladede ud, havde det måske ikke været så underligt. Det er det bare ikke. Det er en tanke jeg har tænkt cirka en milliard gange mens jeg har siddet og lyttet til et oplæg på mit nye studie. Faktisk er det lige før at jeg ville foretrække græsplænen…

Jeg er stadig meget op og ned i forhold til studiet, men jeg kan desværre mærke at min frustration vokser sig større og større.

Jeg tror stadig ikke at det er fordi jeg er endt det forkerte sted – på den forkerte uddannelse. Hvor snobbet det end lyder, så tror jeg simpelthen det er fordi der ikke findes en uddannelse i Danmark på nuværende tidspunkt som passer lige præcis til mig og det jeg gerne vil. Det har jeg egentlig haft på fornemmelsen lige siden jeg var midtvejs på min bacheloruddannelse, men jeg har sådan håbet at det skulle vise sig ikke at være rigtigt.

Det gør det nok heller ikke bedre at der er flere af mine medstuderende som deler min frustration og som allerede overvejer at droppe ud. Jeg gør det også – altså overvejer at droppe ud – men det er ikke bare i ren og skær trods, men fordi der pt. er nogle andre projekter som jeg hellere vil bruge min tid på. Lige nu føler jeg ikke at jeg bruger min tid optimalt ved at studere, og jeg hader at spilde min tid. Måske kan jeg gøre begge dele samtidig – studere og engagere mig i de andre projekter ved siden af. Det ved jeg ikke helt endnu. Men det er nok dén mulighed der gør at jeg ikke har droppet studiet endnu. Jeg er også bare nødt til at tænke praktisk og økonomisk. Der er en husleje der skal betales, og der skulle også gerne være råd til at få mad på bordet. Omvendt er det også dumt at bruge mine SU-klip på det her studie, hvis der i virkeligheden er noget der trækker mere i mig.

Jeg synes sgu ikke det der liv som kandidatstuderende er så fedt lige nu.

Christine_bottom_2

Første uge som kandidatstuderende

Tilbage på skolebænken - første uge på mit nye studie

I mandags i sidste uge havde jeg første undervisningsdag på Aalborg Universitet København. Som I måske ved er jeg startet på kandidatuddannelsen Integrated Food Studies og det på trods af at jeg var meget ambivalent da jeg fik besked om at jeg var optaget.

Læs også: Jeg er optaget på kandidatuddannelsen men hvor er min begejstring?

Faktisk har jeg allerede været ved at undersøge mulighederne på en anden uddannelse. Det er egentlig ikke fordi jeg tror jeg er endt det helt forkerte sted, men det bunder selvfølgelig i at jeg stadig er lidt usikker i mit uddannelsesvalg. Jeg bilder i hvert fald mig selv ind at det er helt normalt at lave den slags research her i begyndelsen hvor alt er nyt og hovedet er fyldt med de der “Gjorde jeg nu det rigtige?”-tanker.

Det bedste i løbet af den første uge har nok været at møde de andre studerende og høre deres historie. Vi kommer med rigtigt mange forskellige baggrunde rent uddannelsesmæssigt, men også kulturelt da det er en international uddannelse, og jeg synes det er vildt spændende at høre andres ambitioner for fremtiden og hvordan denne uddannelse skal hjælpe dem derhen.

Den første uge har mest budt på projektarbejde i grupper og ikke så meget reel undervisning, så det er egentlig lidt svært at sige noget om fagene og det faglige niveau lige nu. Umiddelbart kan jeg godt frygte at det hele bliver for samfundsfagligt til min smag, men hvis jeg tager ja-hatten på, synes jeg virkelig der er potentiale til at jeg kan få lov at nørde med det jeg brænder for; mad! Mad set fra alle perspektiver – og det var jo netop den forventning jeg havde til uddannelsen bl.a. fordi den hedder Integrated Food Studies.

Læs også: Tanker fra en Global Nutrition and Health-studerende

Mit førstehåndsindtryk af uddannelsen, som altså kun er baseret på ganske få dage, er overordnet lidt so-so. Heldigvis bliver jeg efterhånden mere og mere klar over hvad det egentlig er jeg virkelig drømmer om at lave, og når først jeg har noget konkret at gå efter, tror jeg virkelig det begynder at tage fart. Og det glæder jeg mig helt vildt til.

Er der også nogle af jer der er startet på nyt studie? Eller fortsat på noget efter sommerferien? Jeg er virkelig nysgerrig og kunne godt tænke mig at høre hvad I går og laver til hverdag 😃

Christine_bottom_2

Tanker fra en Global Nutrition and Health-studerende

_MG_8014_MG_8012_MG_8025
Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte det her indlæg. Det skal handle om min uddannelse, mit studie, og at det hele både er mega frustrerende og utroligt lærerigt lige for tiden.

Det er efterhånden virkelig lang tid siden jeg lovede at lave et indlæg om min uddannelse, og det skyldes altså ikke kun glemsomhed og dovenskab at det endnu ikke er blevet udgivet, men at jeg simpelthen ikke har kunnet finde rundt i mine egne tanker omkring det. Det kan jeg sådan set stadig ikke helt, men jeg er mere afklaret end før. Det lyder måske meget dramatisk, men jeg har også haft lyst til at opgive det hele op til flere gange. Der er ingen tvivl om at jeg har fundet min helt rette hylde – ernæring og sundhed er det jeg brænder for. Det er dét jeg virkelig håber på at arbejde med i fremtiden, men jeg har måttet indse at jeg simpelthen ikke lærer nok på min uddannelse. Jeg får i hvert fald ikke det ud af den som jeg havde håbet på. Det havde jeg allerede på fornemmelsen i begyndelsen, men man er jo nødt til at give det hele en chance og håbe på det bedste. Det blev bare aldrig bedre… Så hvorfor skiftede jeg ikke bare uddannelse? Fordi jeg faktisk ikke synes der findes én uddannelse i Danmark som kan tilbyde præcis det jeg ønsker mig. Det ville selvfølgelig også have været et drømmescenarie – et scenarie som de færreste nok får lov at opleve gennem tiden som studerende – men jeg ville bare ønske at min uddannelse var meget mere dybdegående, nørdet og målrettet. Jeg ved godt at (især) sundhed er noget som skal ses i et bredt perspektiv, men jeg synes bare ikke det er særligt fedt at have fag som Philosophy of Science, Evaluation and Documentation, Research Methods og Project Management når substansen, det aller-allervigtigste, ikke bliver gennemarbejdet nok. Det er en sundhedsuddannelse for pokker! Jeg ville ønske at fag som fysiologi, biokemi og psykologi fik lov at fylde meget, meget mere, og at man formåede at holde sig til det overordnede fokus; ernæring og sundhed.

Tiden flyver afsted, og der er snart kun et år til jeg er færdig. Jeg gør mig egentlig ikke de helt store bekymringer om fremtiden som sådan, for min plan er at fortsætte med at læse, når jeg har færdiggjort min bachelor. Det der bekymrer mig er at jeg simpelthen ikke står særligt godt med dén uddannelse alene, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at blive optaget på eksempelvis en kandidatuddannelse. Heldigvis er det noget jeg har været opmærksom på gennem hele forløbet, så jeg har investeret en hel del tid og penge i at tilegne mig relevant viden og erfaring ved siden af mit studie. Jeg har desuden haft 2 uvurderlige praktikforløb hos LBP Fitness, som har givet mig SÅ meget og hjulpet mig til at se, hvor min plads skal (og ikke skal) være i den her sundhedsverden (så hvis du læser det her, Lonnie… Endnu engang TAK!).

Jeg vil nok altid være nysgerrig i forhold til sundhed – særligt med et ernæringsmæssigt perspektiv – men jeg bliver mere og mere interesseret i den rolle som træning og generel fysisk aktivitet spiller for vores helbred. I disse tider er der, efter min mening, et nærmest altoverskyggende fokus på hvad træning kan gøre for vores æstetik, men jeg synes det er langt mere interessant at se hvordan træning kan bruges til at skabe en krop som er stærk, smertefri og velfungerende. Der er utroligt mange uddannelser netop inden for dét område som jeg drømmer om at tage i fremtiden, men jeg vil gerne have det fundamentale 100% på plads. Derfor har jeg efter lang tids overvejelse valgt at tage uddannelsen til personlig træner, og i lørdags havde jeg min første undervisningsdag. Jeg vil rigtigt gerne bruge uddannelsen som springbræt og kommer nok ikke til at bruge den på den helt traditionelle måde. Det må tiden vise. Foran mig venter der 6 weekender med intensiv undervisning på PT-uddannelsen, og samtidig har jeg en masse store projekter og eksaminer på mit studie. Hvis ikke december var en travl og stressende måned i forvejen, så tror jeg i dén grad den bliver det i år… Men jeg håber virkelig at jeg kommer ud på den anden side med begge uddannelser i bagagen!

Translation: A lot of thoughts about my education and hopes for the future.