Bloggen er på Facebook – og noget om sociale medier

Christine Bonde blog Facebook
“Hvorfor har du ikke en Facebook-side til bloggen?”

Det spørgsmål er jeg efterhånden blevet stillet mange gange. Egentlig har jeg aldrig forstået hvorfor det er så underligt ikke at have en Facebook-side til sin blog. Jeg ved da godt at der er mange fordele ved at have en Facebook-side, da man meget let kan blive meget mere synlig, men derfor behøver det vel ikke være reglen frem for undtagelsen.

Jeg har nok været lidt blufærdig (i mangel på ord der beskriver det bedre) i forhold til at promovere mig selv og min blog på Facebook. Jeg var bange for at det ville virke alt for iscenesættende og “se mig, se mig”-agtigt på den der meget lidt flatterende måde, og den tankegang vil jeg nok altid have til en vis grad. Ydmyghed er en dyd. But that’s just me.

Jeg synes det er vigtigt at det giver mening. Der er efterhånden så mange platforme hvorpå man kan promovere sin blog, sig selv, sit erhverv eller whatever, men i min optik er det langt fra nødvendigt, eller fordelagtigt for den sags skyld, at udnytte dem alle. Det kan i hvert fald nemt tage overhånd. Nogle vil sikkert mene at jo flere medier man kommunikerer i gennem, jo mere eksponering får man. Det kan man vel også til en vis grad, men jeg tror stadig på kvalitet frem for kvantitet. Jeg forstår for eksempel ikke helt pointen i at bruge både sin blog, Facebook, Instagram og Snapchat til at dele det samme billede med den samme tekst. Medmindre man selvfølgelig gør det for at være sikker på at ramme hvert eneste segment af sine følgere og sørge for at alle får den samme oplysning. Personligt elsker jeg at følge med hos personer der bruger de sociale medier på forskellig vis så de komplementerer hinanden og holder mig nysgerrig.

Nu har jeg langt om længe oprettet en Facebook-side efter at min lyst til at dele er begyndt at fylde mere og mere. Noget så simpelt som at dele og give noget videre er så let, men kan have stor betydning for den der modtager det. Lige så klichéagtigt det lyder, lige så rigtigt er det: det er givende at dele. Pay it forward – dét er nemt via Facebook. Derudover er der bare nogle emner og informationer som er lettere (for mig i hvert fald) at dele på Facebook frem for eksempelvis Instagram. En anden ting er at folk har efterspurgt et opskriftsindeks, og da jeg ikke har kunnet finde ud af at gøre det her på bloggen (endnu), har jeg forsøgt at gøre det meget mere overskueligt på Facebook-siden. Derudover er det mit indtryk at det er lettere at få folk til tasterne og deltage i debatter på Facebook, og det håber jeg at kunne udnytte.

Mit evigt tilbagevendende spørgsmål ift. at oprette siden har været: “Får mine læsere noget ud af at følge med på Facebook som de ikke ville gøre ved at følge med på bloggen?” – og det håber jeg.

Jeg håber at I kunne tænke jer at følge med på min nye FB-side lige her.

Translation: I finally made a Facebook page for my blog. You can find it here.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.