At knække koden til den der håndstand

At knække koden til den der håndstand

Halløj med jer. Er I stadig derude?

Jeg er tilbage fra min tur til New York. I hvert fald fysisk. Mentalt er jeg et helt andet sted – både fordi jeg forsøger at genleve alle de skønne øjeblikke jeg har haft den sidste uges tid, men også fordi mit hoved lige skal omstilles til en ny døgnrytme. Vores fly afgik i går kl. 23.30 amerikansk tid, og vi landede i dag kl. 13.00 dansk tid, så i teorien ville det have passet ret perfekt at sove på flyet, men jeg tror ikke jeg sov mere end et par timer. Da vi landede følte jeg mig faktisk overraskende frisk, men det gik altså ret hurtigt over da jeg landede hjemme på sofaen hvor jeg gik ud som et lys. Jeg er lige vågnet og har ingen fornemmels af hvor længe jeg sov. Forhåbentlig bliver det ikke alt for svært at falde i søvn i aften…

Inden jeg tog til New York, startede jeg på et indlæg om min håndstand. På det tidspunkt var jeg endelig begyndt at føle en form for breakthrough, og jeg havde sådan lyst til at dele hvordan jeg var nået dertil. Hvis I har fulgt trofast med, ved I at mit håndstandsprojekt startede helt tilbage i november og at mine fremskridt har været meget svingende. Pludselig begyndte der dog at ske noget som gav mig en fornemmelse af at jeg langt om længe var ved at knække koden.

Læs også: Håndstand – da 5 blev til 10

Der er næsten 4 måneder i mellem de to billeder, og selvom de umiddelbart ser ret ens ud, er der kæmpestor forskel. På det første billede står jeg der først og fremmest kun i et splitsekund, og i øvrigt har jeg kun lige fanget håndstanden ved at vippe mig fri fra væggen. Jeg har altså ikke lavet et opspark og formået at “gribe” håndstanden, hvilket er langt sværere og kræver meget mere kontrol. På billede nummer to formåede jeg både at “gribe” håndstanden fra et opspark og blive stående i 10 sekunder. Det så højst sandsynligt ikke 100% stabilt ud, og jeg arbejder stadig med at føle mig i kontrol samtidig med at jeg er afslappet, men de 10 sekunder var der i hvert fald. Og de der 10 sekunders hold – 10 sekunder med en følelse af vægtløshed – er der begyndt at komme flere og flere af.

Det var egentlig dét jeg ville skrive om i indlægget, men jeg nåede aldrig at få det udgivet. Nu, bare en lille uges tid senere, er der faktisk sket det, at jeg er et helt andet sted med min håndstand. Weekendens Strala-uddannelse har nemlig indebåret en masse håndstandsnørderi, og min håndstand har på flere måder fået en anden form. På den ene side føles det som om, at jeg har taget et skridt tilbage fordi jeg er blevet præsenteret for en helt anden tilgang til det at stå på hænder som nærmest tvinger mig til at starte forfra. På den anden side føles det som om at jeg har knækket koden igen og fået endnu et breakthrough – bare på en ny måde.

Jeg vil lave et separat indlæg om den nye tilgang samt min oplevelse med Strala-uddannelsen, for den har mildest talt fået rigtigt mange brikker til at falde på plads – både hvad angår selve håndstanden, som jeg har fået nogle helt nye redskaber til, men også på et langt højere plan i forhold til hvordan jeg vil leve mit liv. Sidstnævnte lyder måske lidt spacey, og du tænker måske at det har meget lidt at gøre med at kunne stå på hænder, men jeg vil forsøge at give en grundig forklaring på det i et andet indlæg. Forhåbentlig kan jeg i samme ombæring fortælle lidt mere om hvad jeg er kommet frem til i forhold til bloggens fremtid. Først skal jeg dog lige have mit hoved til at fungere i europæisk tidszone igen…
Christine_bottom_2

Skriv et svar