Alt gik galt før det lykkedes

Alt gik galt før det lykkedes - Sydfrankrig Christine Bonde blogAlt gik galt før det lykkedes - Sydfrankrig Christine Bonde blog2

– men til gengæld har vi nu en historie som er endnu sjovere at gengive og tænke tilbage på.

Det er selvfølgelig min fars overraskelse jeg snakker om.

Jeg sidder lige nu under parasollen på terrassen i mit andet hjem i Sydfrankrig. Jeg har udsigt til den flotteste azurblå himmel og et termometer der siger 35 grader. Jeg sidder i mit badetøj der stadig er vådt efter en frisk dukkert i poolen og nyder en iskold kombucha som jeg fik på shoppeturen i Biomonde for et par timer siden. Jeg kan virkelig ikke huske hvornår jeg sidst var så afslappet og fuldstændig bekymringsfri. Mit stressniveau var til gengæld ret højt i lørdags da vores plan om at overraske min far i lufthavnen skridt for skridt faldt fra hinanden.

Lad mig bare starte med at sige at det var et mindre mirakel at vi havde valgt at indvi min mor (aka. vores livline) i overraskelsen, for ellers var Nicklas og jeg nok strandet i lufthavnen. Ifølge planen skulle vi lande i Nice 15 minutter før min mor og far, og selvom man selvfølgelig ikke kan vide om der vil være forsinkelser undervejs, regnede vi med at vi i hvert fald ville være de første til at lande. Vi skulle nemlig flyve direkte fra København mens mine forældre havde en mellemlanding plus lidt ventetid i Paris. Derfor sagde jeg til mig selv at der nok var større sandsynlighed for at deres rejse ikke ville følge tidsplanen 100%.

Sådan gik det selvfølgelig ikke.

Vi havde ellers timet alting perfekt i Københavns lufthavn, men da vi ankom til vores gate 10 minutter inden vi skulle boarde, var vores fly allerede forsinket. Det drejede sig kun om 5 minutter, men det gjorde mig alligevel irriteret. De 5 minutter skulle så vise sig at blive til 60 minutter, og oveni dét var mine forældre pludselig foran deres tidsplan. Da vi endelig kom ind i flyet (hvor vi i øvrigt fik nogle helt andre pladser på trods af at vi havde bestilt nogle bestemt), var jeg lige ved at få krampe i fingrene af at skrive sms’er i raketfart til min mor i forsøget på at lægge en ny plan. Vi aftalte at mødes ved biludlejningen, og min mor lovede at gøre alt for at trække tiden – og dét skal jeg love for at hun gjorde!

Da vi endelig landede i Nice, fik jeg lynhurtigt fat i min mor som skrev at de stod ved bagagebåndet. De var faktisk også blevet en lille smule forsinket, så jeg troede et øjeblik at vi kunne nå det alligevel. I modsætning til Nicklas og mig som havde pakket alle vores ting i én kuffert, skulle min mor og far trods alt vente på to kufferter. Da min mor pludselig skrev at de allerede var ved biludlejningen, og at der i modsætning til alle andre år vi har været afsted ikke var lang kø, røg mit stressniveau lige endnu en tak opad. Vi var kun lige nået til bagagebåndet som allerede havde kørt en runde uden vores kuffert, og jeg fik efterhånden ret meget sved på panden, især fordi min mor nu skrev at de allerede havde fået nøglen til bilen og var klar til at køre afsted. Jeg var desperat og spurgte om hun ikke kunne foreslå at de skulle finde et sted at spise, men hun blev bare ved med at forsikre mig om at hun nok skulle trække tiden. Og dét viste hun sig at være eminent til. Først skulle hun selvfølgelig lige have tisset af (og i øvrigt vasket sine hænder ekstra, ekstra, ekstra grundigt) og lod da også som om at hun ikke kunne finde tilbage fra toiletterne. Derefter blev hun pludselig meget tørstig og fik sendt min far efter vand. Til sidst havde varmen altså også givet hende en slem hovedpine så de var nødt til at tage et hvil på en bænk inden de kunne køre. I mellemtiden var min tålmodighed ved bagagebåndet sluppet op, og jeg bad Nicklas om at vente på kufferten mens jeg spurtede hen til bussen som kørte til terminal 2 (endnu et bump på vejen var nemlig at vi selvfølgelig ikke landede i den samme terminal). De 10 minutter i den bus føltes som en halv time, og jeg havde da nok også et sæt spidse albuer da jeg møvede mig ud af bussen og spænede hen mod biludlejningen. Jeg havde ikke hørt noget fra min mor i noget tid, og min mobil var selvfølgelig også løbet tør for strøm (jeg ville ellers gerne ha’ filmet min fars reaktion), så jeg anede faktisk ikke hvor jeg skulle finde dem henne. Da jeg endelig fik øje på mine to yndlingsmennesker, var jeg irriteret, svedig og stresset, men min fars reaktion var det hele værd. Kort fortalt har jeg aldrig set min far forbavset og glad før.

Læs også: MIT FRANKRIG

For nogen virker det måske fjollet at gøre så meget ud af en overraskelse som denne, men det er bare meget mere end dét. Først og fremmest er vores sommerferie i Frankrig nærmest hellig for os. Det er en familieting og noget som vi ser frem til det meste af året. Derudover har jeg (meget imod min vilje) set utroligt lidt til min mor og far efter at jeg flyttede til København, og jeg har ærligt talt savnet dem så meget at jeg har haft ondt i maven. Til sammenligning besøgte vi dem stort set hver weekend da vi boede i Randers. Derfor var det så fantastisk først at kunne give min mor nyheden om at vi skulle med alligevel og dernæst at tage røven på min far på den her måde. Samtidig minder det mig om hvor meget velvære og sundhed der er i at pleje de tætte relationer – noget der slår grøntsager og motion med flere længder.

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Det lyder måske lidt overdrevet – men fik helt gåsehud af at læse! Er simpelthen så vild med sådan nogle søde historier, og især fordi min egen familie betyder så meget for mig, og dermed kan jeg virkelig sætte mig ind i det xx

    • Hvor er du sød, Emilie 🙏 Jeg er glad for at den gjorde indtryk på dig ☺️

  • Ah der ser godt nok dejligt ud dernede. Hvor dejlig en historie. Det er da mega fedt at overraske folk med den slags. Kan godt forstå du bruger tid på det.