7 gode grunde til at besøge Island

7-gode-grunde-til-at-besoege-island

Jeg er ikke engang kommet hjem fra Island endnu, men jeg kan allerede give denne fantastiske ø mine varmeste anbefalinger. Egentlig skulle vi være fløjet hjem i går morges kl. 6 (føj for et tidspunkt, ikke?!), men heldigvis lykkedes det Nicklas at ændre flybilletter og hotelreservation så vi først tager hjem i aften. Det har lige givet os halvandet døgn ekstra, og det er jeg sindssygt glad for.

Mange taler om at have et spirit animal, men hvis man også kan have et spirit country, er Island helt klart mit! Aldrig har jeg besøgt et sted som har fået mig så meget ned i gear og tilfredsstillet mig på alle måder. Island har aldrig været en del af min bucketlist, hvilket nok primært skyldes at jeg ikke anede hvad jeg skulle foretage mig der. Jeg havde ingen anelse om at denne kæmpestore ø gemmer på så mange fantastiske steder og oplevelser. Jeg regner med at lave et blogindlæg med en guide til Island, men først vil jeg lige give jer en lille smagsprøve på hvorfor landet er så skønt.

Her er 7 gode grunde til at besøge Island:

  • Det er et fantastisk sted til ro, rekreation og afstressning. Man behøver ikke være en eller anden helsehippie for at sætte pris på at komme lidt tilbage til naturen og være et sted hvor man virkelig kan få frisk ilt til lungerne. På hele øen bor der ca. lige så mange mennesker som i Aarhus, så man kan virkelig brede sig og nyde de mange kæmpestore og fuldstændig mennesketomme arealer.
  • Naturen er voldsomt smuk og byder på mange unikke naturfænomener som eksempelvis gejsere, nordlys, varme kilder, gletsjere og vulkankratere, og derudover er der også masser af smukke bjerge, søer, sorte strande osv.
  • Man kommer pludselig til at føle sig lille fordi man får en ny respekt for naturen og dens kræfter. Naturen er nemlig ikke kun smuk men på mange måder også utroligt barsk.
  • Det er et unikt men også lidt utraditionelt sted at tage hen på ferie, og det skal man udnytte inden det pludselig bliver alt for turistet.
  • Det er relativt tæt på og hurtigt at komme til (rejsetiden er knap 3 timer i fly fra København) men alligevel føles det som om man er langt væk fra alt det derhjemme.
  • Er man bare en lille smule fan af Hobitten- og Ringenes Herre-universet, vil man falde pladask for øens mange forskellige landskaber som minder utroligt meget om det man ser i filmene; fx The Shire, The Lonely Mountain, Mordor, The Dead Marshes og Rohan.
  • Mange steder er der ekstra fokus på gode råvarer og bæredygtighed, og foruden fisk som Island selvfølgelig har masser af, gør de det faktisk også rigtigt godt på grøntsagsfronten. Det nordiske køkken kommer i hvert fald i dén grad til sin ret.

 

Hvis der er nogle af jer som allerede har besøgt Island, kan I måske gøre listen endnu længere? Giv endelig lyd i kommentarfeltet :-)

 

Christine_bottom_2

2 Replies to “7 gode grunde til at besøge Island”

  1. Det ser simpelthen så smukt ud!! Vi vil rigtigt gerne til Island herhjemme, så hvis du går med en guide i tankerne er den mere end velkommen ;)

    1. Christine Bonde says: Svar

      Det er smukkere end man overhovedet kan forestille sig! Jeg brygger allerede på en miniguide, så jeg håber du kan bruge den til den tid 😊

Skriv et svar