Tanker fra en Global Nutrition and Health-studerende

_MG_8014_MG_8012_MG_8025
Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte det her indlæg. Det skal handle om min uddannelse, mit studie, og at det hele både er mega frustrerende og utroligt lærerigt lige for tiden.

Det er efterhånden virkelig lang tid siden jeg lovede at lave et indlæg om min uddannelse, og det skyldes altså ikke kun glemsomhed og dovenskab at det endnu ikke er blevet udgivet, men at jeg simpelthen ikke har kunnet finde rundt i mine egne tanker omkring det. Det kan jeg sådan set stadig ikke helt, men jeg er mere afklaret end før. Det lyder måske meget dramatisk, men jeg har også haft lyst til at opgive det hele op til flere gange. Der er ingen tvivl om at jeg har fundet min helt rette hylde – ernæring og sundhed er det jeg brænder for. Det er dét jeg virkelig håber på at arbejde med i fremtiden, men jeg har måttet indse at jeg simpelthen ikke lærer nok på min uddannelse. Jeg får i hvert fald ikke det ud af den som jeg havde håbet på. Det havde jeg allerede på fornemmelsen i begyndelsen, men man er jo nødt til at give det hele en chance og håbe på det bedste. Det blev bare aldrig bedre… Så hvorfor skiftede jeg ikke bare uddannelse? Fordi jeg faktisk ikke synes der findes én uddannelse i Danmark som kan tilbyde præcis det jeg ønsker mig. Det ville selvfølgelig også have været et drømmescenarie – et scenarie som de færreste nok får lov at opleve gennem tiden som studerende – men jeg ville bare ønske at min uddannelse var meget mere dybdegående, nørdet og målrettet. Jeg ved godt at (især) sundhed er noget som skal ses i et bredt perspektiv, men jeg synes bare ikke det er særligt fedt at have fag som Philosophy of Science, Evaluation and Documentation, Research Methods og Project Management når substansen, det aller-allervigtigste, ikke bliver gennemarbejdet nok. Det er en sundhedsuddannelse for pokker! Jeg ville ønske at fag som fysiologi, biokemi og psykologi fik lov at fylde meget, meget mere, og at man formåede at holde sig til det overordnede fokus; ernæring og sundhed.

Tiden flyver afsted, og der er snart kun et år til jeg er færdig. Jeg gør mig egentlig ikke de helt store bekymringer om fremtiden som sådan, for min plan er at fortsætte med at læse, når jeg har færdiggjort min bachelor. Det der bekymrer mig er at jeg simpelthen ikke står særligt godt med dén uddannelse alene, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at blive optaget på eksempelvis en kandidatuddannelse. Heldigvis er det noget jeg har været opmærksom på gennem hele forløbet, så jeg har investeret en hel del tid og penge i at tilegne mig relevant viden og erfaring ved siden af mit studie. Jeg har desuden haft 2 uvurderlige praktikforløb hos LBP Fitness, som har givet mig SÅ meget og hjulpet mig til at se, hvor min plads skal (og ikke skal) være i den her sundhedsverden (så hvis du læser det her, Lonnie… Endnu engang TAK!).

Jeg vil nok altid være nysgerrig i forhold til sundhed – særligt med et ernæringsmæssigt perspektiv – men jeg bliver mere og mere interesseret i den rolle som træning og generel fysisk aktivitet spiller for vores helbred. I disse tider er der, efter min mening, et nærmest altoverskyggende fokus på hvad træning kan gøre for vores æstetik, men jeg synes det er langt mere interessant at se hvordan træning kan bruges til at skabe en krop som er stærk, smertefri og velfungerende. Der er utroligt mange uddannelser netop inden for dét område som jeg drømmer om at tage i fremtiden, men jeg vil gerne have det fundamentale 100% på plads. Derfor har jeg efter lang tids overvejelse valgt at tage uddannelsen til personlig træner, og i lørdags havde jeg min første undervisningsdag. Jeg vil rigtigt gerne bruge uddannelsen som springbræt og kommer nok ikke til at bruge den på den helt traditionelle måde. Det må tiden vise. Foran mig venter der 6 weekender med intensiv undervisning på PT-uddannelsen, og samtidig har jeg en masse store projekter og eksaminer på mit studie. Hvis ikke december var en travl og stressende måned i forvejen, så tror jeg i dén grad den bliver det i år… Men jeg håber virkelig at jeg kommer ud på den anden side med begge uddannelser i bagagen!

Translation: A lot of thoughts about my education and hopes for the future.