Trifliens svar på gammeldags æblekage – i sundere forklædning

_MG_8001

Jeg kunne helt sikkert lave en meget lang “grunde til at elske efteråret”-liste. Noget af det jeg elsker allermest ved efteråret er sæsonens frugt og grønt. Rødbeder, grønkål, græskar, knoldselleri, æbler… Ååååh, jeg ønsker mig en kæmpe have hvor jeg kunne dyrke det hele! Mit hjerte banker ikke kun for økologi, men bestemt også for alt der er dyrket lokalt. Da jeg besøgte min onkel i eftermiddags, fik jeg en kæmpe bærepose med æbler med hjem, og jeg besluttede ret hurtigt at de skulle laves til æblemos. Duften af kogte æbler fik mig til at tænke på gammeldags æblekage med knuste makroner og flødeskum. Jeg kan virkelig godt lide at pille lidt ved den slags gamle opskrifter og opgradere dem med nogle nye og mere næringsrige ingredienser uden at spolere originalen fuldstændig. Det lykkedes altså ret godt i denne trifli som jeg allerede har fået 2 gange i dag:

(til 1 person)

Kokos-chiagrød:

1 ½ dl kokosmælk
1 spsk chiafrø
1 spsk kokosfibermel
1 tsk vaniljepulver

Bland alle ingredienserne rigtigt godt sammen og stil det i køleskabet i en lufttæt beholder natten over eller minimum 4 timer.

Chokoladegranola:

1 tsk kokosolie
1 håndfuld hakkede cashewnødder
1 håndfuld morbær
1 tsk hampefrøskaller
15 g chokolade (jeg brugte 100%)
½ tsk vaniljepulver

Smelt chokolade og kokosolie på en pande og bland de øvrige ingredienser i. Lad evt. massen køle helt af inden servering.

Æblemos:

Brug alle de æbler du kan komme i nærheden af så du kan fryse noget ned!

Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i små stykker. Kog dem møre i en stor gryde med en lille smule vand i bunden. Blend dem til mos med en stavblender. Jeg brugte Ingrid Marie æbler som efter min mening har den perfekte balance mellem det syrlige og det søde, så jeg tilsatte intet.

Translation: I’m sooo in love with fall – especially because of all the delicious fruit and vegetables you can get here in Denmark at the moment. Today I got a huge bunch of apples from my uncle’s garden and decided to turn some of them into a thick, creamy apple puree. I ended up using it in this trifle layered with chia porridge and homemade chocolate granola. 

Tanker om at blogge

_MG_0913

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen at blogge, men gør dét det mere normalt?

Jeg har det seneste lange stykke tid gået med mange tanker i forhold til min blog og det at blogge i det hele taget. Jeg har blandt andet tænkt meget over, hvorfor jeg egentlig startede med at blogge, hvad jeg får ud af at have en blog, og hvordan jeg gerne ser den udvikle sig. Jeg ser nemlig en tendens på mange andre blogs, som jeg ikke er sikker på jeg har lyst til at følge, og som nogle dage har givet mig lyst til at droppe al aktivitet på de sociale medier.

Da jeg startede min blog ville jeg meget gerne undgå at det blev en slags virtuel dagbog. For det første fordi jeg mente, at det ville være uinteressant, men også fordi jeg var – og stadig er – for blufærdig til at dele så meget af mig selv på den måde gennem dén type medie. Min intention var at lave en personlig livsstilsblog med indblik i mig og mit liv, men uden at jeg følte mig blottet eller iscenesat. Dengang syntes jeg egentlig, at det var ret mærkeligt at have en blog, og jeg fortalte aldrig nogen om den. Jeg fortæller stadig aldrig nogen at jeg har en blog, og jeg bliver faktisk nærmest forlegen hvis folk kommer og fortæller, at de har opdaget den. Ikke fordi jeg er flov, men fordi jeg stadig synes, at det er en lidt underlig størrelse. Jeg har ikke noget problem med at dele nogle af de mere personlige sider af mig selv, men jeg kan ikke lade være med at tænke: “Hvorfor er der egentlig overhovedet nogen der har lyst til at følge med?”

Jeg følger selv en del blogs som er vidt forskellige. De omhandler alt fra mode, mad, indretning, you name it. Med tiden er jeg dog holdt op med at følge mange af dem fordi jeg synes at profit og professionalisme er blevet for altoverskyggende. Noget af charmen forsvandt i takt med at samtlige billeder var taget af en fotograf i et studie med perfekt belysning, at flere og flere indlæg var sponsorerede, at reklamer og topbannere var uundgåelige, at mange indlæg var planlagt og tilrettelagt dage og uger i forvejen – at det hele var alt for poleret. Jeg savner dengang alle blogs fandtes på blogspot, dengang de impulsive og nogle gange halv-kiksede indlæg faktisk var de mest interessante, dengang ingen gik op i likes og followers, dengang det hele var bare lidt mindre højtideligt og karriererelateret.

For lang tid siden startede jeg på et indlæg med titlen “En blufærdig blogger”. Indlægget blev aldrig udgivet da jeg havde så svært ved at forklare hvad jeg egentlig mente med ordet blufærdig. Måske havde privat været et mere passende ord, for jeg er hverken genert eller tilbageholdende, men jeg begyndte at se en tendens på alle sociale medier, som gjorde at jeg fik lyst til at trække mig lidt tilbage. Jeg forsøgte at sætte ord på, hvor grænseoverskridende og underligt det føles for mig pludselig at være en del af en verden med så stor fokus på selviscenesættelse og -eksponering på alle fronter og for hver en pris. Ja, jeg har også en Instagram-profil, og ja, jeg kan godt finde på at lægge billeder ud af mig selv og fortælle om mit gennemsnitlige hverdagsliv, men når det begynder at tangere narcissisme og exhibitionisme og samtidig får et konkurrencepræg som er fuldstændig ude af proportioner, står jeg altså af. Jeg har virkelig fået et wake up call som har tvunget mig til at spørge mig selv, om jeg fortsat har lyst til at være en del af den verden. Flere bloggere har skrevet om, hvordan det påvirker deres humør når de mister følgere eller hvis de ikke får et bestemt antal likes eller kommentarer. Derudover er der flere der ligefrem undskylder (ja, undskylder!) over for deres læsere, fordi de ikke har været aktive på de sociale medier i et døgn for at være sammen med deres familie og koble fra. Det er som om at det ikke tæller, hvis det ikke findes på de sociale medier. Undskyld mit fransk, men hvad fanden er det lige der sker? Hvornår tog online-livet så meget overhånd? Det er ikke fordi jeg selv er det perfekte forbillede, men jeg bliver simpelthen så skræmt. Jeg synes stadig, at en blog er et genialt medie at kommunikere i gennem, men hvor er det ærgerligt, at det afhænger af antal likes, followers og frekvensen af meningsløse selfies om man har/får succes.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal slutte det her indlæg, for jeg er ikke kommet til nogen konklusion endnu. Måske kan det, om ikke andet, give en forståelse for, hvorfor jeg ikke kommer til at undskylde for uregelmæssige indlæg, hvorfor jeg aldrig bliver den store selfie-queen, og hvorfor jeg nok altid vil have det svært med at omtale mig selv som blogger. Selvfølgelig går jeg op i min blog – det æstetiske såvel som det indholdsmæssige – og jeg bruger skam også en del tid på den. Jeg vil gerne være seriøs med min blog på en måde så det hele giver mening, men det skal ikke kunne måles på antallet af følgere, kommentarer, likes, sponsorerede indlæg, samarbejdsaftaler eller andet i den dur.

Hilsen den frustrerede.

Translation: Some thoughts about blogging that I’m too lazy to translate.

No-bake butternuttærte

Raw cake meets pumpkin pie!Raw cake meets pumpkin pie!Raw cake meets pumpkin pie!

Raw cake meets pumpkin pie! Bedre kan denne kage ikke beskrives. Udseendet, og måden den er konstrueret på, er inspireret af raw cake-verdenen, men smagene og ingredienserne minder mere om en gammeldags græskartærte der har fået et moderne twist. Den kan selvfølgelig ikke betegnes som raw, da græskarret er bagt, men det er heller ikke en rigtig tærte (pie) da den hverken har et låg eller en almindelig skorpe. Den er alt andet end traditionel, men jeg synes virkelig at foreningen af to så vidt forskellige typer kage fungerer godt. Og så synes jeg bare at farverne imiterer efterårets nuancer så fint.

Bund:

150 g mandler
120 g udstenede dadler
40 g kokosrasp
1 spsk kokosolie
Lidt salt

Creme:

1 butternut
1 ½ dl kokosmælk
1 spsk kokosfibermel
2 spsk kokossmør
1 spsk kokosolie
2 spsk lucumapulver
Saften fra 1 lille appelsin
Frisk, finthakket ingefær (det der svarer til spidsen af en lillefinger)
1 tsk kanel
1 tsk vaniljepulver
¼ tsk stødt nellike

Start med at lave bunden ved at blende alle ingredienserne i en food processor. Massen skal kunne trykkes sammen til en sammenhængende bund, men den må meget gerne være grov. Tryk dejen ud i en springform og stil den i fryseren. Skræl græskarret og skær det i små stykker. Bag dem i ovnen ved 175 grader indtil de er møre (ca. 20 minutter). De må ikke begynde at tage farve eller blive sprøde, da det giver en anderledes smag. Bland græskarret sammen med de øvrige ingredienser i en blender, indtil massen er fuldstændig glat og ensartet. Fordel cremen over bunden og stil kagen i køleskabet i et par timer eller indtil den har sat sig. Jeg vil ikke anbefale at komme den i fryseren, da det godt kan lave krystaller i kagen og ødelægge konsistensen hvis den står for længe. Top med kokosflager som her, eller prøv f.eks. med hakket chokolade.

Et lille tip: Jeg har lavet denne kage to gange. Første gang brugte jeg præcis den opskrift som står her. Anden gang erstattede jeg butternut med et hokkaidogræskar og et par sødekartofler, men resultatet blev slet ikke nær så godt, hvilket virkelig overraskede mig. Kagen var slet ikke lige så sød, og det var som om at konsistensen var mere tør. Bare lige et tip til dem der (lige som mig) godt kan få lyst til at eksperimentere og ændre lidt i opskriften…

Translation: If you’re craving raw cake and pumpkin pie at the same time, this is the cake to make. It’s nothing like a typical raw cake (it’s not raw), and it’s nothing like a traditional pumpkin pie (it doesn’t have a pastry lid), but it’s a great combination. The flavors and the look remind me of fall.

Lucumapulver som sødemiddel

LucumaLucuma

Se lige hvad jeg langt om længe har fået fingrene i! Nogle af jer husker måske min liste over kommende helsekøb, og at lucumapulver var ét af dem. Jeg endte dog slet ikke med at købe det selv, for min søde veninde overraskede mig ved at tage denne pose med hjem fra USA (endnu engang tak tak TAAAK)! Posen er faktisk ret stor, men prisen var en helt anden end herhjemme.Win-win.

Jeg havde aldrig smagt det før, men havde store forventninger fordi jeg havde hørt at smagen var meget sød og karamel-agtig. Det var dog ikke ligefrem det bedste førstehåndsindtryk jeg fik efter at have stukket snuden ned i posen. Og lad mig nu bare være helt ærlig… Den søde duft var faktisk en lille smule kvalm og fik mig til at tænke på hvordan der lugter på et gammelt, støvet loft. Ikke særligt tiltrækkende. Jeg er derfor ikke helt sikker på hvorfor jeg alligevel valgte at give det en chance og bruge det i mine hvide brownies. Ikke desto mindre er jeg glad for at jeg gjorde det. Lige så dårligt mit førstehåndsindtryk var, lige så positivt overrasket blev jeg over resultatet af første forsøg. Jeg havde ingen anelse om hvor meget jeg skulle bruge, eller hvor meget sødme det ville bidrage med, men det var åbenbart lige tilpas. Den søde karamelsmag som jeg havde sat næsen op efter kom frem på den lækreste måde. Siden har jeg også brugt det i en græskartærte som jeg lavede i weekenden (…og som jeg tror jeg vil lave igen i morgen).

Jeg er ikke ligefrem begejstret for sødemidler – heller ikke de “naturlige” som eksempelvis sukrin, birkesød og stevia – men jeg synes i langt de fleste tilfælde heller ikke, at de er nødvendige, når der findes så mange andre måder at søde på. Sødning kan være så mange ting. Udover selvfølgelig frugt og tørret frugt, kan det, for mig, også være sådan noget som kokosmælk, kanel, rodfrugter og lignende. Det kan bidrage med mindst lige så meget sødme som raffineret, hvidt sukker! Udfordringen er ikke at få det sødt nok. Til gengæld kan det i nogle tilfælde være besværligt at bruge alternative former for sødning som ikke lige kommer i pulverform eller flydende form. Jeg synes for eksempel at friske dadler er geniale at søde med, men medmindre man blender alting, er de ikke altid nemme at bruge. Desuden kan man (?jeg) altså også godt blive træt af smagen af dadler hvis man bruger dem konstant, så jeg er virkelig glad for at have fået en ny mulighed når det kommer til sødning. Det eneste minus er at prisen ikke er særligt SU-venlig?

Hvad foretrækker I at søde med?

Translation: I’ve been curious about lucuma powder for soooo long now, and look what I’ve got! I didn’t even buy it myself. One of my sweet friends surprised me and bought it when she was in New York. She got me this huge bag at a very good price. I think it has a very distinct smell, but the taste was amazing when I used it in my white brownies! 

Butter bean blondies (hvide brownies)

Butterbean blondies (white brownies)Butterbean blondies (white brownies)Butterbean blondies (white brownies)

Man kan vist roligt sige at disse brownies ikke er helt traditionelle. For det første er der jo lige det med farven. Jeg er muligvis ikke helt på forkant når det kommer til brownies, for det er altså ikke længe siden det gik op for mig, at der fandtes hvide brownies som, obviously, ikke er brune ligesom almindelige brownies. Normalt skyldes dét at den mørke chokolade er byttet ud med hvid chokolade, men det er altså ikke tilfældet her. Faktisk er der slet ikke chokolade i. I stedet indeholder disse brownies kakaosmør og lucumapulver der tilsammen giver en mild og cremet chokoladesmag (fik jeg ikke solgt dén meget godt?).

Og så er der jo lige det med bønnerne. Blandt de Urtekram-produkter, som jeg har fået lov at lege med, var der blandt andet kokosolie, cashewnødder og butterbeans. Det er 3 ingredienser som jeg bruger rigtigt meget i mit køkken. Jeg bruger dem faktisk næsten dagligt, men jeg har aldrig prøvet at bruge dem i den samme opskrift. Ikke før nu. Jeg har før lavet kager med kidneybønner, kikærter og andet i den dur – og nu også butterbeans. Man kan overhovedet ikke smage dem, men til gengæld bidrager de med gode proteiner og giver kagen en super lækker konsistens.

Til 12 små brownies (en form på 18×18 cm):

200 g udblødte og kogte butterbeans (svarende til ca. 1 dåse)
100 g cashewnødder
6 tørrede dadler
1 lille banan (min vejede ca. 55 g)
2 spsk lucumapulver
50 g kakaosmør
1 spsk kokosolie
1 dl mandelmælk
2 æg
2 tsk vaniljepulver
Et lille nip salt

Udsten dadlerne og bland alle ingredienserne sammen i en blender indtil massen er fuldstændig ensartet. Bag kagen ved 175 grader i ca. 30 minutter. Bagetiden afhænger meget af hvor høj din kage er! Server kagen når den er kølet af.

Jeg var lidt nervøs for om de ville blive søde nok, da jeg ikke har prøvet at bruge lucumapulver før, men de har masser af sødme! Præcis som almindelige brownies har de en svampet/cremet konsistens og en halv-sprød overflade. Jeg tror dog ikke at et lag peanutbutter-frosting på toppen ville være dumt (siger hun og spiser stykke nummer 2 med peanutbutter).

Translation: Did you know that brownies also come in a white version? I didn’t. Not until just a few weeks ago. Today I made these white brownies (also known as blondies) that are nothing like traditional dark brown brownies. Instead of white chocolate I used a combination of cacao butter and lucuma powder which gives a lovely creamy chocolate flavor. Also, as you probably guessed from the title, these brownies also consist of butter beans. They don’t add any flavor but gives the brownies a great texture.

Quinoadeller

Quinoa beetroot patties

Som jeg skrev på min Instragram-profil for et par dage siden, har jeg indgået et samarbejde med Urtekram som blandt andet gør mig i stand til at sætte mere fokus på økologi. Samarbejdet er fuldkommen nonprofit og et udtryk for min passion for økologi og hvordan det hænger sammen med sundhed. Hvis jeg bare kan være med til at skabe mere opmærksomhed omkring økologi, bliver jeg meget, meget glad! Det er efterhånden nogle uger siden at jeg modtog en kæmpe kasse med forskellige Urtekram-produkter, men eftersom jeg på daværende tidspunkt ikke kunne spise ordentligt pga. mine visdomstænder, havde jeg ikke rigtigt lyst til at gå i gang i køkkenet. Efter at jeg langsomt har fået appetit og tyggeevne tilbage, er jeg gået i tænkeboks i forhold til hvordan produkterne kan bruges.

I går fik jeg lyst til at prøve at lave noget med sort quinoa, hvilket resulterede i disse vegetardeller. En vegetardelle bliver selvfølgelig aldrig som en rigtig frikadelle, men jeg synes det er et skønt alternativ som kan bruges på rigtigt mange måder. Som sagt brugte jeg sort quinoa, men rød quinoa ville garanteret fungere lige så godt. Så vidt jeg ved er der ingen nævneværdig forskel rent ernæringsmæssigt. Udelukkende af æstetiske årsager ville jeg nok ikke bruge hvid quinoa, da det ikke ser så lækkert ud med små hvide orme-lignende tråde i ens frikadelle. You get the picture.

Til ca. 18 små deller:

2 dl sort quinoa
350 g skrællet rødbede (ca. 6 små)
3 store æg
1 stort rødløg
1 lille chili
3 fed hvidløg
2 tsk spidskommen
Et lille nip cayennepeber
Salt + peber

Kog quinoaen som anvist på posen. Skær rødbederne i stykker og blend dem fint i en blender. Hvis rødbedemassen er meget vandet, skal saften presses ud gennem en fin si. Hak rødløg, chili og hvidløg og bland alle ingredienserne sammen. Form små deller (ca. svarende til en spiseskefuld) og pres evt. mere overskydende væske ud. Steg på panden ved høj varme i olivenolie indtil dellerne er sprøde udenpå.

Min kæreste og jeg spiste dem som tilbehør til en fyldig salat, men jeg er sikker på at de vil være mega lækre i en burger af hjemmelavet brød og med hjemmelavet ketchup. Ikke kun fordi de godt kunne ligne en stegt hakkebøf, men også fordi de har en lignende konsistens og masser af smag fra krydderierne. Det skal i hvert fald prøves!

Translation: I made these quinoa patties for dinner last night. I had them with a big salad but I’m sure they would be fantastic in a homemade burger with homemade ketchup!