10 tips til at leve sundt og billigt

gode-tips-til-at-leve-sundt-oekologisk-og-billigt-christine-bonde-blog-1

gode-tips-til-at-leve-sundt-oekologisk-og-billigt-christine-bonde-blog-1-1

Nu er det ikke fordi jeg bliver bombarderet med mails og spørgsmål (som det ellers virker til at alle bloggere gør), men noget af det jeg oftest bliver spurgt om er, hvordan jeg rent økonomisk får plads til så meget sundhed og økologi i mit SU-budget. Først og fremmest er det vigtigt for mig at sige at jeg har valgt at prioritere mad rigtigt højt, og det er som regel det jeg bruger flest penge på. Jeg ville da ønske at det generelt var billigere at leve sundt og vælge økologisk, men samtidig har jeg også bare taget en beslutning om at jeg ikke vil gå på kompromis med hvad jeg spiser.

Læs også: Et eksempel på mine dagligvareindkøb – og noget om at dømme folk ud fra spisevaner

Det betyder selvfølgelig at jeg må lave plads i budgettet ved at skære ned på andre ting, men i bund og grund handler det jo om at prioritere, og for mit vedkommende er der masser af livskvalitet forbundet med at kunne købe de madvarer jeg har lyst til og som nærer min krop. Det betyder dog ikke at jeg ikke forsøger at spare penge, for det gør jeg i dén grad – faktisk så meget at jeg burde hedde tilbudsjæger til mellemnavn. Jeg har samlet nogle gode råd til hvordan jeg forsøger at få det hele til at gå op.

10 tips til at leve sundt og billigt

1 ⎠  Hold øje med tilbudsaviser og tilbudsdage. Jeg har en app til nærmest hvert eneste supermarked, og jeg bruger dem flittigt til at holde øje med især økotilbud. Derudover benytter jeg mig meget af at Føtex har -25% på alle økologiske varer den første lørdag i måneden (men er den tradition på vej til at ophøre eller hvad er det jeg hører?) og at Føtex Food har -20% på økologi både tirsdag og torsdag (dette gælder vist stadig kun i København). De dage sørger jeg for at købe stort ind af basisvarer som kokosolie, frostvarer, linser, bønner, mel, frø osv. Det er dog værd at nævne at man af og til godt kan gå i fx Netto og få tingene billigere selv når der er tilbud i Føtex.

2 ⎠  Fokuser på grøntsagerne. Hvis ikke man i forvejen har en eller flere kødfri dage om ugen, kan det faktisk give en hel del luft i budgettet blot at ændre forholdet mellem kød og grønt på tallerkenen. Bare det at fylde færre gram kød på tallerkenen så der bliver mere plads til grøntsagerne kan være gavnligt for både fordøjelse og mæthed – og ikke mindst økonomi.

3 ⎠  Køb sæsonbestemt. Madvarer der er i sæson er som regel både billigere, sundere og mere velsmagende.

4 ⎠ Medbring dine egne indkøbsnet. Selvom jeg faktisk ikke ved hvad bæreposer koster efterhånden, er jeg godt klar over at ikke er noget der vælter budgettet, men hvorfor ikke spare hvor man kan? Miljømæssigt er det da heller ikke det værste at skrue lidt ned for sit plastikforbrug.

5 ⎠ Lav store portioner. Det vil forhåbentlig resultere i at der bliver mad tilovers som kan spises dagen(e) efter, bruges til madpakke, fryses ned til senere osv.

6 ⎠ Ha’ en plan for hvad du kan bruge madvarerne til. Lidt lige som når man shopper tøj, er det en god ide at vide hvad man allerede har derhjemme så man kan købe noget der går sammen med dét. Jeg kan nemt blive fristet til at købe alle mulige nye og spændende ting, men hvis ikke jeg har en ide om hvad jeg egentlig vil bruge dem til, vil det i sidste ende være bedre at købe noget jeg er vant til og som jeg ved at jeg får brugt.

7 ⎠ Minimer specialvarer og helsekostprodukter. Jeg elsker at snuse rundt i helsekosten og forkæle mig selv med lækre sager, og det er også noget jeg vil have at der skal være plads til i mit budget, men det er noget der er let at skrue ned for i perioder hvor budgettet er ekstra stramt da det som regel ikke er de mest basale ting jeg køber der alligevel.

8 ⎠ Skriv indkøbsliste. En indkøbsliste er ikke kun smart fordi den gør det mere overskueligt at navigere rundt i butikken og fordi den måske kan forhindre impulskøb. Prøv fx at sammenligne indkøbslister fra de sidste uger og læg mærke til om ikke der er mange varer der går igen. Det betyder højst sandsynligt at det er dem du bedst kan lide og dem du har nemmest ved at få brugt ➤ mere nydelse og mindre madspild.

9 ⎠ Køb mere fra frost. Sundhedsværdien af din broccoli falder altså ikke fordi den kommer fra frost, tværtimod. Med frostvarer er det også nemmere at undgå madspild, da de selvfølgelig kan holde sig længere. I øvrigt er det super lækkert med frosne bær og grøntsager i fryseren til at gøre en smoothie bowl lidt mere lækker og is-agtig.

10 ⎠ Lav en madplan. Dette punkt er lidt en joker, for lige her kan jeg altså ikke vinge af i practice what you preach-boksen. Jeg ved bare at det er en genial måde at spare penge på, da det gør det lettere at handle ind til en hel uge af gangen og dermed skrue ned for impulskøb, så jeg håber at jeg snart begynder at praktisere det selv.

Det kunne være ret sejt hvis I også havde lyst til at dele jeres egne råd og erfaringer, så listen kan blive endnu længere og bedre 😃

Christine_bottom_2

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  • Super brugbart indlæg, jeg er selv kæmpe tilhænger af tilbudsapp. Jeg ville dog ønske jeg var bedre til at lave madplan og overholde min indkøbsliste ;)

    • Det er jeg glad for at høre at du synes, Ida! 😚
      Og ja, som jeg også skriver, kunne jeg også godt være bedre til det med madplan… Min indkøbsliste bliver da heller ikke altid overholdt til punkt og prikke, men jeg tror dog alligevel at den har sørget for at mine impulskøb ikke tager alt for meget overhånd 😉

  • Jeg er i den totalt modsatte boldgade, når det kommer til madplanen. Stort set hver gange jeg handler, køber jeg de ting, som er på vej til at blive kasseret. Der er typisk 50% eller mere på – det er godt for miljøet og for mit budget. Tilligemed er det altid lidt sjovere at lave mad, når man pludselig står med en vare, man aldrig havde købt under normale omstændigheder :-).

    • Det er virkelig også et godt tip! Det kræver selvfølgelig bare at man formår at være kreativ med de ingredienser der nu er til rådighed 😃

      • Ja! Men det er jo det sjove og udfordrende! Man får med garanti aldrig nøjagtig samme retter – dog har jeg også virkelig få go-to opskrifter.. Men jeg anbefaler det på det kraftigste :-D